Tre kønne Koner sad
imellem Klitter,
sad sommerligt paa Rad,
som Svaler sidder sammen og kvivitter.
Afskød de hver sin Ham
paa Klittens Trapper,
hvor Bølgen brød sin Kam —
som blanke Høstkastanjer deres Kapper,
Og hengav Krop og Sjæl
til Elementet.
Smukt stod af Taa og Hæl
smaa Aftryk mellem Muslingskaller præntet.
Hvad Jorden tager mod,
det er begravet!
Men her stod Kød og Blod
genfødt og svalet atter op af Havet.
Tre kønne Koner laa
som Hvedetraver
blandt Klittens stride Straa —
og Himlens Sol steg ned og gav dem Gaver.
Den første, som var ung
og smal om Midjen,
sang Solen til: bliv tung,
og svulm som Frugterne langs Brombærvidjen!
Og lydig i dens Vold
fornam med Studsen
den anden, som var kold,
sit Hjærte hedt som Hybenrosens Blussen.
Den tredje fik for to
Valmuesynder
Absolution og Ro,
og Appetit saa frisk som en Begynder.
Tre Köner laa paa Rad,
tre kønne Koner,
i Klittens Solskinsbad
som i en Mistbænk Sommerens Meloner.