Nær Sjælands Strand min Vugge gik
i Takt til Viser gode,
og Mælk jeg af min Moder fik,
mens Sommergræsset groede.
Det var saa trygt det første Ord,
hun lærte mig at stamme,
før Barndom, Fædreland og Mor
for Hjærtet blev det samme.
Hensmuldret er det gamle Hus,
hvor Kalve drak ved Dammen.
Forstummet er dets Poplers Sus
og slukt dets Tegltags Flammen.
Men hvor dets hvide Mure stod,
gik I, Sydsjælands Piger,
og blomstrede i Kød og Blod
omkap med Sjælands Diger.
Optugtet nær den gamle Muld
af Mænd i Vadmels Frakker
og hine stovte Konekuld
med Guldtraads Huenakker.
Gik I som Terner Ugen lang,
tro i den Kunst at lyde,
og fyldte dog et Hjem med Sang
fra Grue, Kar og Gryde.
Fortroligt jeres Sladren gik
som Køkkenkedlens Snurren.
End minder mig hvert Øjeblik
de Pigestrubers Kurren.
De indbar Sommermarkers Lugt
af Hø og Krusemynte,
de gik som i en Em af Frugt,
naar Æbletid begyndte.
De bar mig ud, de bar mig ind,
de kæmmede mig Haaret,
og aldrig har jeg lagt min Kind
saa trygt mod Pudevaaret.
De slentrede langs Rug og Byg
med deres Hjærtevenner,
betroende den svaje Ryg
til svære Karlehænder.
Og lugter Markerne af Mel
langs de forbrændte Diger,
véd Byg og Rug som jeg en Del
om Sjælands muntre Piger.
Buk Ryggen, Glut, med Aks og Avn
i Kløften under Særken,
ombind dit Neg og fyld din Favn!
I Blaaet hænger Lærken.
Du var min første Kærlighed,
Barn fra de gule Agre!
I Kuben har jeg gemt den ned,
en Most, jeg vel vil lagre.
Dit Haar er nu en tyndslidt Tot.
Men end, naar Sjæland høster,
ler du fra Marken mildt og godt,
min Barndoms muntre Trøster.
Morlille, blev du graa og arm,
faldt Fjerene af Vingen,
saa er din Datterdatter varm
og frodig omkring Bringen.
Den Sæd, som faldt i frugtbar Jord,
skal blomstre i det Fjærne!
O, Danmarks Aks, I groer, I groer!
Og Regn og Sol gi’r Kærne.
Min Fa’r var ud af Herreblod.
Min Mor en Sjælands Datter.
Kend Rod din Top! Kend Top din Rod!
Saa strutter Akset atter.
En Datterlil af Sjælands Jord
har lært min Mund at lalle
det allerførste, trygge Ord,
det mildeste af alle.
Hun sank i Mulde træt og tung,
da Lokkerne var hvide.
Men Sjæland fostrede en ung;
hun sidder ved min Side.
Som Hyrder gik til Betlehem
og traf en ydmyg Pige,
fandt jeg en Foraarsaften hjem
til Barnets tabte Rige.
Nu boer jeg midt i Sjælands Korn,
som luder efter Regnen,
mens Solnedgangens Straalehorn
velsigner hele Egnen.
Hyld staar i Blomst om Landsbygavl,
og Marker ligger klare
med Korn — og Brak — og Kløvertavl,
utruede af Fare.
Her tæller Øjet Bo ved Bo.
Her har vort Hjérte hjemme.
Her taler til os trygt og tro
vor Barndoms kendte Stemme.
Her er det Træets Rødder groer.
Her var det nær dets Stamme,
at Barndom, Fædreland og Mor
for Hjærtet blev det samme.