I Solen gaar jeg bag min Plov.
Jeg nikker til den grønne Skov,
hvor du, min Lykke, gemmer dig.
Mit Hjerte lér og gemmer sig
og gemmer sin Lyksalighed
til Sol gaar ned, til Sol gaar ned.
Min Lykke vaagner ung og ny
som Lærkesang ved Morgengry.
Hver Aftenstund den smykker sig.
Men kun for mig du smykker dig.
Og Nætternes Lyksalighed
er Dagens gyldne Hem’lighed.
Min Lykke siges ej med Ord.
Den straaler dyb og rig og stor
i Blikket, som hun sender mig.
Min Lykke, der jeg kender dig
og mig og vor Lyksalighed,
som ingen ved, som ingen ved.
Jeg pløjer op det gode Muld.
Men ingen ser det gyldne Guld,
i mit Hjerte gemmer sig.
Jeg gemmer mig; jeg gemmer dig;
jeg gemmer vor Lyksalighed
til Sol gaar ned, til Sol gaar ned.