Jeg ved det: vi skal mødes! Om tidlig eller sent.
Maaske, mens endnu fyrigt de hede Attraa svulmer,
maaske, naar svagt i Asken de sidste Gnister ulmer —
men en Gang skal vi mødes! Om tidlig eller sent.
Fra jeg blev født i Smerte, jeg var din sikre Fangst.
Ved Lejet hos min Moder du stod i Fødselsstunden
og tog imod dit Bytte og kyssed mig paa Munden —
dit Kys i Sjælemarven har pustet mig din Angst.
Din Skygge har jeg fundet hver Stund, paa hver min Vej.
Og jeg har følt din Nærhed, du blæste paa min Nakke.
Og jeg har set din Afgrund, hvor bange Sjæle flakke —
jeg ved, hvert Skridt, jeg vandrer, er blot et Skridt mod dig!
Og en Gang skal vi Ansigt til Ansigt sikkert staa;
da kommer du og slukker som Lys de vaagne Sanser;
og alt mit Blod skal isne og Hjerteslaget stanser — —
Medusablikkets Tomhed i Angstens Nat jeg saa.
Jeg ved det, ved, jeg ved det, og dette ene blot!
Og dette ene ene jeg beder om at glemme.
Men naar jeg helst vil glemme, da hører jeg din Stemme:
Kom hid! Her har du hjemme! Her glemmer du saa godt