Vil I kende min Veninde, hende, som jeg har kær?
Hun har store, nervøse Øjne, hun ligner en Raa, som flygter.
Den spejder til alle Sider og lytter, om Faren er nær —
den er altid bange for noget og ved ej selv, hvad den frygter.
Hun søger din Sjæl i dit Ansigt og spørger, om du er god,
om du er ærlig, om du kan elske? Hendes egen Sjæl ligger aaben.
Hvis du vil, kan du berøre den og saare den, hvis du har Mod,
og se, hvorledes den bløder, for den ejer ingen Vaaben.
Hun elsker alle smaa Blomster og siger, de har en Sjæl.
De rene Stjerner elsker hun og siger, hun kan fornemme,
at Stjernernes stille Verden kalder paa hendes Sjæl —
og deraf, siger hun, ved jeg, at her har jeg ikke hjemme.
Hendes Hjerte er fyldt med Kærlighed; det er som en bævende Fugl;
det beder og banker og bloder. Jeg holder det mellem mine Hænder.
Mine Øjne fyldes med Taarer. Ak! hvilket skrøbeligt Skjul
har du valgt dig, lille Hjerte, som jeg elsker og som jeg kender!
Hun taler ofte om Døden og siger, hun er angst for at dø — —
men hun tror, at de døde lever, og elsker alle sine døde.
De venter hende, det tror hun, et Sted paa en skinnende Ø
og kender hende, naar hun kommer, og iler hende i Møde.
Hun siger, at vi skal mødes, at hun gerne vil dø før jeg
og beder Gud derom. Og smiler af hendes Ord jeg,
siger hun, at Gud kan ikke nænne at sige nej — —
og smiler jeg saa igen, saa siger huu: det tror jeg!
Men rives jeg fra min Veninde af den ubarmhjertige Død,
da besværger jeg jer, Venner: Trøst hende i hendes Nød!
Hav Medlidenhed med hende! Vogt paa min stakkels Veninde!
Jeg vil sige jer disse Tegn, at I skal kende hende derpaa:
hun har store, nervøse Øjne, hun ligner en skræmmet Raa,
hun er altid bange og søger efter én, hun ikke kan finde.