Brav Mand forstaar ikke brav Mand.
Borger og Bonde og Præst,
Vismand og Kræmmer og Krigsmand —
alt er i Øst og Vest.
Ak, thi den gode Herr Bravmand
er kun saa maadelig brav —
vejer det Guld, som han tager,
op med det Kobber, han gav.
O, denne kloge Herr Bravmand
har ej den rette Forstand.
Hvid Mand og gul Mand og sort Mand
er kun en énøjet Mand.
Nævn mig den bedste iblandt dem
kalder han ikke for Skam,
naar det blot sker hos en Nabo,
det, som er Ære hos ham?
Nogle berømmes for Hjerte.
Nogle berømmes for Kløgt.
Efter blot én Retfærdig
er der forgæves søgt.
Dog kan vi skimte ham, se ham —
Menneskets høje Gud.
Eet er hans Bud over alle.
Arbejde hedder det Bud.
Drag — som var du alene
under det vældige Blaa —
gennem din Muld dit Plovjern.
Men lad din Nabos staa!
Den, der vil arbejde, giver.
Det, som jeg skaber for mig
— Korn eller Vers eller Vilje —
skaber jeg ogsaa for dig.
Almisse hjælper os ikke.
Skænker vi Skjorten bort —
de, som giver og tager,
kommer dog begge tilkort.
Kærlighed er ikke Naade.
Kærlighed er, at vi vil,
at der skal gælde den samme
Lov for enhver, som er til.
Fra den usynlige Trone
lyder det Kongebud
til dette Babel af Bravmænd,
at vi skal ligne Gud.