I danske Drenge i Flensborg By,
I danske Piger i Flensborg Gader,
I saa en Aften et vaarligt Ny
staa drømmeskønt over Lygterader.
Een Aften kun — over Flensborg By.
I saa et Skib stævne ind fra Nord,
med Hjemmets Farver og Hjemmets Sange —
med Dannebrog over Flensborg Fjord,
som lo det til jer: Vær ikke bange!
Kun eengang saa I det Skib fra Nord.
Det Haab, der fødtes for straks at dø,
gør Mørket dobbelt. Helt uden Stjerner
staar Himlen sort over Land og Sø.
Og Fjendskab lurer. Og intet værner.
Et Haab kom til jer kun for at dø.
Men det, vi drømmer — det Lys, vi saa
een Lykkens Time, der brød vor Trængsel
naar det forgaar, skal det dog bestaa,
det lever, luer i Sjælens Længsel.
I glemmer aldrig det Lys, I saa.
Du danske Ungdom i Flensborg By,
saalidt som Du kan din Moder glemme.
Hun glemmer ikke hint Skær af Gry,
hun hører altid din fjerne Stemme —
Du Danmarks Ungdom i Tysklands By!