Jeg er en stor og letsindig By,
for Glemsomhed har jeg gammelt Ry —
at Dybbøl laa som en viet Høj,
det skød jeg fra mig, mens Tiden fløj,
det jog jeg bort med en Døgnets Vals.
Tilgiv mig, Dybbøl! Tilgiv mig, Als!
Jeg er en stor og en elsket By,
for glansfuldt Sind har jeg Ros og Ry,
fra Skaanes Kyst til den hvide Pol
har Norden kaldt mig for Nordens Sol.
Lad Mørket ruge. Mit Smil bestaar.
Mit Hjerte bruser af Hav og Vaar.
Hvad Stammens Store med Pen og Sværd
har festlig skabt, har et Alter her,
og jeg kan glemme, men dybest ved
jeg, at mit Væsen er Kærlighed,
min Kraft er Folket — fra Nu til Old,
fra Skagens Odde til Thyras Vold.
Jeg kalder nu i den store Stund,
jeg kalder, kalder fra Øresund:
Kom hjem til Danmark — kom hjem paany
til Lykkens Land og til Glædens By!
En Molok styrted. Til Støv blev alt.
Men Norden, Norden er Jordens Salt.