Skaanet for Sorgers Uvejr,
ikke forvænt med Lykke,
saa vi en sunken Stjerne
løfte sit blanke Smykke,
hørte vi højt i Natten
Trækfuglestemmer skrige —:
Større hvælver sig Himlen
nu over Danmarks Rige!
Vinden, som gaar over Dybbøl,
Bølgen mod Alses Strande —
Vinden og Bølgeskummet
favner de danske Lande.
Vender en Plov nu Mulden
ved Løgum eller ved Tønder —
Saa er det for Sæden Nordfra
og ikke for Sæd fra Sønder.
Ikke forvænt med Lykke,
men øvet i gusten Smerte,
fylder et oprejst Danmark
atter med Sol sit Hjerte.
Slettet er Sorgen, Skammen,
glemte er de, vi dømte.
Virkeligt er alene
det, som vi inderst drømte.
Kommer I nu tilbage,
kommer I, Gamle, Unge,
hjem til det danske Hjerte,
hjem til den danske Tunge,
kommer I, Mand og Kvinde,
kommer I, Dreng og Pige,
saa skal de aldrig mere
skille fra Lige Lige.
Atter paa Danmarks Himmel,
dybt i det blege Fjerne,
ser vi i Foraarsaftnen
funkle den slukte Stjerne.
Hører I vildt i Blaaet
Foraarets Fugle skrige . . .
Højere hvælver sig Himlen
over et større Rige . . . .