De Frivillige
Musik af Harding Sonne
Musik af Harding Sonne
De kom fra Dale, hvor Fjelde luded,
de kom fra Skove, livor Ugler tuded,
de kom dybt inde fra Fyrresuset,
fra Ødemarken og Fossebruset.
Og En var hvas i sit Blik som Ørnen,
og En var vældig og vild som Bjørnen —
da Danmark kaldte, da Luren gjalded,
da greb de Bøssen, da lød de Kaldet.
Hvor Danmarks Ungdom var Grænsevagten,
dér svang de Sværdet mod Overmagten
for Nordens Frihed, for Oldtidsdrømmen:
at gaa, som Laksen, mod Fossestrømmen.
Vi kæmped ene i tvende Krige —
dog ene, ene tør ingen sige;
thi der fløj Tanker som hvide Høge
fra Nordens Fjeld mod de danske Bøge,
det lød fra Nord som en Sang af Svaner:
Giv Sejer, Sejer til Danmarks Faner!
Dog varmest Hilsen, med dybest Klang,
bar de, der mødte, hvor Staalet sang.
Ja, de, der mødte i Tordenbraget,
i Uvejrsmørket, i Lynnedslaget,
de gav os Styrke, de blev en Støtte,
da Danmark trængtes og truffet blødte
Vi vidste, vi stred for ét og samme:
vor fælles Fortid, den blonde Stamme.
Hvor Sakserskaren var selvbudt Gæst,
skreg Odins Ravne i Odins Blæst . . .
Bevar dem tro gennem alt, der hænder,
i Hjertekamret — de Mænd og Venner.
Lad hine Døde bestandig minde:
at Danmarks Hader er Nordens Fjende —
at skønt vi skilles af stride Strømme,
saa drømmer Hjertet de samme Drømme.
Fra nær og fjernt i de trende Riger
kom Frændehjælp til den danske Kriger —
da Kampen kaldte, da Luren gjalded,
da greb de Sværdet, da lød de Kaldet,
da gik de frem, imod Ild og Staal,
som hine Helte fra Bjarkemaal.