Den Dag, der har glædet os, glemmes,
den duftede sødt og kort,
vi plukker de nye Blomster
og kaster dem visne bort.
Hver Aften vender vi Ryggen
til noget, vi elsked ømt,
hver Morgen sletter vi Sporet
af, hvad vi har salig drømt.
Vi fejrer de grønne Foraar,
vi bejler til Dag og Nat,
men bag os kalder i Mørket
de Aar, vi har koldt forladt.
Vi tryllebindes og bryder
de Baand, vi var hildet i,
vi favner de gyldne Somre
og farer dem fort forbi.
Saaledes forraader vi Livet,
og lyder vi Livets Lov,
vi følger dets hæse Fremad,
vi lystrer dets Hej og Hov,
vi følger det op over Bakker
og ud over Klit og Klint,
vi følger det ind i Døden,
som Hunden sin Herre, blindt.