Bevæbnede med Økser og Fakler brød vi ind.
Greven og hans Yngel havde fulgt vort: „Forsvind!”
Vi blev fri for at plette vore Hænder med Blod.
Denne frygtelige Pligt var taget fra os. Gud er god.
Vi var allesammen ædru — skønt vi alle havde drukket.
Vore Tanker var det ene, var kun: Ilden, Øksehugget.
Vi gik op ad Marmortrappen med en Glæde i vor Sjæl.
Her havde gennem Tiden klapret mangen Atlaskhæl,
spanket op og spanket ned al Slags silkeklædte Ben.
Nu var det Bondestøvler, der traadte paa de Sten.
Vi kom ind i en Sal, hvor der lugted altfor godt.
jeg kan huske fra min Barndom denne fine Duft af Slot —
dette Fristerens snigende Forsøg paa at stjæle
den Renhed, Kraft og Fred, som har Rod i vore Sjæle.
Der var Sølvting, Porcelæner- tusind Snurrepiberier.
Der var Divaner, Skamler. Der var store Malerier.
De var smukke, maaske. Men Guds egne Penselstrøg
og vor egen simple Stue med dens Lergulv og dens Røg
er dog hundred Gange smukkere end al den Kunst og Pragt,
der her saa ned paa Folkets Millioner med Foragt.
Det er Lediggang- det ved vi — der er Satans Hovedpude.
Og de Rige er forrykte. De lo ad os derude.
Ad Sveden paa vor Pande og ad Taaren paa vor Kind.
De fornægtede Guds Skabning. Gud har sagt til dem: Forsvind!”
Det var paa Tide, det fik Ende.- Vore Økser tog fat.
Og tilsidst, da alt var knust, lyste rødt den sorte Nat.
I det Slot var alt fordærvet. Vaar og Vinter, Helg og Søgn
var dets Liv fra Kvist til Kælder kun én eneste Løgn.
— Det skal atter bygges op. — Det skal atter brændes ned.
Det er Guds og Satans Kamp gennem Tid og Evighed.