Jeg er bare Invaliden,
tag Dem ikke Sagen nær,
jeg har dette nette Træben
og lidt Skrammer hist og her.
Jeg har ført dér udenlands
Krig med Wilhelm og med Frans.
For mit Folk, der ikke dansed,
har jeg traadt den Dødedans.
Jeg er bare Invaliden,
jeg har fulgt mit Hjertes Lyst,
jeg var med i Haandgemænget,
Knæ mod Knæ og Bryst mod Bryst.
Fred er godt og Helbred godt.
Det forstaar enhver Per Tot.
Men kun faa forstaar, at Blodrødt
kan staa Maal med Himmelblaat.
Der er Mænd, som kun kan trives,
naar de er ved deres Huld,
hvem en Smule Tab af Taaen
kaster næsegrus omkuld.
Lad de Fyre raadne op,
som er bare Kød og Krop!
Tog du Skade, søde Kraftkarl?
Hæng dig i din Selestrop!
Der er Folk med hele Lemmer,
fler end nok i Øst og Vest,
som er helt igennem halve,
skønt de fylder og gør Blæst.
Emsigt løber de omkring,
naar trods alting ingenting —
aldrig lige ud mod Maalet,
men bestandig rundt i Ring.
Jeg er bare Invaliden.
I kan se, jeg er defekt.
Jeg har vovet Liv og Helsen
for at vidne for en Slægt,
der vil Glemsel Helg og Søgn:
at dens Lykke er en Løgn
og dens Skræk for Døden Vanvid.
Thi vi lever kun et Døgn.
Vi er alle Invalider.
Vi har Vunder her og der.
Og den Mand, som bitrest misted
fatted dybest Livets Værd.
Han ser Glæder overalt.
Straa og Stjerner har han talt.
Skønt han maa bestandig lytte —
Herre, Herre — har Du kaldt?
Barnepludren, modne Kvinder
og det søde Sommerhø
siger til mig: „Maa du ikke
ønske meget sent at dø?”
Men ens Kaar kan skifte brat.
Det kan ske en skyet Nat,
at en god og gammel Fjende
banker paa, med Bøssen ladt.
Som da Rolf i Lejre mødte
Overmagts Forræderi,
kan det atter éngang lyde:
Rejs dig! Staa din Høvding bi!
Da vil Somrens søde Hø
hviske til mig: „Gaa og dø!”
og de blide bange Kvinder
bede: „Frels vort Livsensfrø!”
Sker det, at der kaldes paa mig
i en mørk og stormfuld Stund,
er jeg rede, jeg skal svare
med et Ja fra Hjertets Grund.
Mod de Mange — for de Faa.
Dette Feltraab skal bestaa.
Selv en Krøbling er der Bud til,
naar Guds Finger banker paa.