Atter, atter.
Et Aar til Gave.
Atter, atter
de blaa, blaa Have.
Tidernes yngste,
hvide Datter . . .
Stride og elske —
atter, atter.
Vejene træde,
Byrder bære.
Drikke al Fjemheds
Duft af det Nære.
Æde af Brødet,
det fine, grove.
Under det store
Øje sove.
Hører I Bruset —
Mænd, Venner?
Sangen — hører I?
Hvad der end hænder,
hvad der end sker os —
Hav, Bølge
skal, til vi dør,
vor Færd følge!
Graaner Dagene,
hvisker Leden,
Gaar vi og ser
kun Sand, kun Heden —
da skal i Hjertet
en Braadsø stige,
da skal vi høre
Maager skrige.
Blaaet, Blæsten
i Leg med Skummet,
Stormens, Strømmenes
Rus i Rummet.
Dybet, Havet —
at dykke, dykke,
favnende, isnet:
Lykke, Lykke!
Karsk som Saltet,
med stormfuld Glæde,
skal gennem Trængslerne
fri Mand træde.
Hæmmes og vokse,
vokse, stige,
miste og vinde
hver Dag et Rige.
Kampen, Kampen.
Gør den os haarde.
Er det os ét:
at saares, saare.
— Øksen kysser
det Træ, den fælder.
Havhjertets Ømhed
i os vælder.
Dagene, Nætterne —
tunge, sode.
Alt det mest dyre
gaar os imøde.
Alt, der er Jordens,
dens Himles, Haves,
skal i vort Hjerte
med os begraves.
Hører I Bruset —
Mænd, Venner?
Sangen — hører I?
Hvad der end hænder,
hvad der end sker os,
skal over Bølge
Blæsten, Blaaet
vor Færd følge . . .