Det var paa Als —
Til Erik Skram.
Til Erik Skram.
Der stod engang paa Als en Tjørnehæk,
som længst er væk —
der sprang engang en Knøs,
en „Aspirant”, da der blev blæst „Gaa paa!”
igennem Hækkens Tjørn — nu gik det løs!
En blond, stor Dreng, fra Skolens Stue rømt,
at staa som Mand blandt Mænd — som Heltes Lige! —
at leve det, han stormfuldt havde drømt,
at slaas, som Fædrene, for Danmarks Rige.
Og over Marken løb han frem — „Gaa paa!”
Og Kugler fløj og traf paa maa og faa
og traf ham — én og fler — indtil han laa.
Det var paa Als — tæt ved hin Tjørnehæk —
og længst er Als, som Hækken, kappet væk,
og Du, som laa dèr, blodig, fuld af Saar,
er nu en Fredens Mand, med hvide Haar.
Og dog er alt, som var det sket igaar . . .
Der sad Dig — Erik, Dreng og Aspirant —
mens Tiden gik, og nye Maal Du fandt,
en Jernsplint i Din Sjæl, en Torn af Tjørnen,
et Saar, der hakkedes af Preusserørnen.
Hvorfor gik Du i Krig — Du fremfor hine,
der ogsaa led og drømte og sang Viser?
Fordi alt Skin, alt Halvt var Dig en Pine —
udrette Daad bør den, der Daaden priser!
Fordi Dit Sind var danskt, var danskt fra Roden
Du var i lønlig Pagt med Mænd og Jord,
og Jorden kaldte, brændte under Foden,
til Foden fandt de gamle Krigerspor . . .
Men Tiden gik — og Kunsten blev Dit Eje,
det Skønne, Livet, blev Din Helligdom,
Du traadte hine Aandens Pilgrimsveje,
hvis Altre er Paris og Florens, Rom.
Rundt om Dig lo og græd de skønne Sjæle
i Kunstens Rige uden Grænsepæle.
Der gives Stunder,
hvor alt Skønheds Værk
dør og gaar under,
der er Øjeblikke
i denne Verden, fuld af Folk og Stater,
hvor Mænd er Mænd kun, Menige, Soldater . . .
Du har ej glemt det, aldrig, ingensinde —
ej tabt den Tro — Du, som forgæves blødte
at det, trods alt, trods alt — at det „kan nytte” . . .
Saa rank og ridderlig, saa smuk og hvid,
er Du en svunden, dog ej svunden Tid,
imellem Før og Nu en Traad Du spandt,
vi ser i Dig hin Dreng og Aspirant —
Du unge Veteran, Du blonde Kriger!