Hvor Stuen er fyldt af et Kærteskin,
en Flammeglans!
Hvor maa jeg træde med Sang i Sind
den gamle Dans!
Den gamle Dans omkring Julens Træ
med Børn ved Haand . . .
Hvor godt med Barnet at søge Læ
hos Lysets Aand!
At henrykkes atter, som hine Smaa,
i heftig Fryd.
At høre det Svundne imod mig slaa
med Brændingslyd. —
Men alt er saa andagtsfuldt, sælsomt lyst
i Kærters Skin.
Og midt under Tumlen gaar tavst og tyst
i Stuen ind
fra Fortidens Mørke, med fordums Smil,
o, Du og Du —
som laa der ej tusinde lange Mil
mellem da og nu.
Som var ej bristet den fine Traad,
der os forbandt
i samme Glæde og samme Graad —
som var det sandt,
at Døden er kun et mørkt Bedrag,
der vejer lidt,
at gennem Tiden, i Lysets Dag,
dér er vi ét . . .
O, I, som var — som er Skygger blot!
O, jeg, der ser
paa Vejen, som I forlængst har traadt,
smaa Børn, der ler!
Smaa Børn, der leger med Brændingssyd
om mig, der staar
med Blodet fyldt af saa tung en Fryd —
af Høst og Vaar . . .
Hvor maa jeg træde med Sang i Sind
den gamle Dans!
Hvor er der om mig et Stjerneskin!
En Sommerglans!