En lille hvid heftig og hadefuld Hund
med Front imod Verden, med halsende Trods
mod alle, mod alle,
der ikke var os.
En lille hvid kærlig og elskelig Hund,
som fulgte fra Stue til Stue
sin Menneskemoder og Frue —
som var paa vor Vandring fra første Skridt
tilstede i alt, der var hendes og mit.
* * *
Jeg sagde engang i en spøgefuld Stund,
at naar Boy var fra Jorden forsvunden,
saa var min Ungdom udrunden.
— Saa længe han hilste mig gøende kaad,
saa var endnu intet forgaaet.
Saa gik jeg endnu under Blaaet.
Saa længe han laa dér i Kurven og saa
med Øjne, brændende sorte —
saa stod vi for Ungdommens Porte.
* * *
Nu tier du, Boy — i din Kiste af Pap.
Og Livet gaar videre — over
den Grav, hvor en Terrier sover.
Hvor er nu den Hund, som har elsket os vildt?
Hvor er nu de Aar og de Dage?
— Der er nu af alt det tilbage
en lille hvid Hund, som — til hun og jeg dør —
omkring os usynlig i Tystheden gøer . . .