Du greb Strengelegen,
som de Døde rørte,
som fra Slægter til Slægter,
fra Bardernes Nat
var de Udvalgtes Arv.
Din var Lyren,
som sidst Baudelaire
fik til vældigt at tone.
Nu faldt den klirrende
ud af Din Haand.
En anden skal løfte den,
før eller siden,
en anden, en ny
skal med Dit stormende
Greb i Strengene
synge for Verden,
som Du . . .
Vældige Sanger!
Hele Flandren
og hele Livet
var i Din Røst.
Smerternes Hav,
den glødende Solopgang
rummer Dit Navn.
Du greb Sceptret,
i Din Haand holdt Du
Lyren — de Eviges Trolddom.