Det er Luften, som skælver og klinger,
medens Stjernernes Tog skrider frem,
det er Rummet, som runger og ringer —:
O, kom hjem — det er Aften — kom hjem!
Det er Hvilens og Nadverens Time —
det er Julen, hvor Klokkerne kime.
Hvor har Taarnenes Sten faaet Tunger!
Af det Dybe de svimlende gror.
Det er Mørket, som ringer og runger,
det er Sangen fra Barndommens Jord —
Hvor Du lyttende hører min Stemme,
selv i Øde og Kval, er Du hjemme!
Da skal Tingene gaa Dig imøde,
Du skal se, hvad Du ikke kan se —
ikke døde er de, som er døde,
der er Lys, der er Øjne, som le . . .
Det er Sangens og Salmernes Time,
det er Julen, hvor Klokkerne kime.