Jeg har staaet engang paa en græsgrøn Vold,
ved et Vand, der var blaat og salt,
jeg har staaet engang, hvor en Ørn tog Rov,
og drømt om en Ørn, der faldt.
Man kan tage mit Liv, hvis man har det behov —
for den Drøm om en Ørn, der faldt,
er en Drøm, der er mer end hver anden Drøm,
den er bag om og inden i alt.
Man kan tage mit Liv, jeg skal give det hen — —
men de Slag, som jeg ikke var i,
og det Helved af Kval, hvor jeg ikke var med,
er et Helved, som gaar mig forbi.
Man maa leve sit Liv med et sorgløst Sind,
man maa sole sin Sjæl i den Sol,
der, som Dagen nu er, falder gylden og mild
paa ens Vej og ens ensomme Stol.
Mine Brødre blev Muld paa en fremmed Mark — —
men et Helved, som gaar mig forbi,
er det Helved af Slag, hvor jeg ikke var med,
og alt det, som jeg ikke var i.
Jeg har staaet engang paa en græsgrøn Vold
og drømt om en Ørn, der faldt . . .
Hvis man har det behov, kan man tage mit Liv,
for den Drøm gælder mere end alt . . .