Ak, stumt, forstenet stirrer
den brune Hedes Hav,
som aldrig Livet pløjed,
mod Aftenhimlens Rav.
Solundergange gløde
i evig Old og Øde.
— En Mand staar bred i Lyngen,
hans Haand er vidt udstrakt —
som om hans Haand forbander
alt Ondts og Ødes Magt,
som er den Tryllestaven,
der rejser Liv af Graven.
„Mit Sværd, mit brudte Værge —
det smeder jeg om til Plov!
Nu kalder paa mig Landet,
som trolddomsstivnet sov.
Dets Panser vil jeg knuse —
her, her skal Træer bruse!”
Vildandestriben tegnes
mod Himlens blege Rav . . .
Dèr staar han, tung og frodig,
i Lyngens brune Hav.
Hans Blik er dybt — han ligner
en Mand, som saar og signer:
„Det tabte Land, det fagre —
her skal det mod os gro.
Bliv, Sand, til grønne Agre,
hvor Mænd og Børn kan bo,
bliv — alt, hvad Mørket dølger —
bliv Liv, som gyldent bølger . . .”