Gud Odin med Ulve og Ravne!
Jehovah, hvem Slægterne lød!
— Paa Dig, som har Tusinde Navne,
jeg kalder i Længsel og Nød!
Langt ude i Nord staar en Stjerne,
i Snenatten ulmende rød . . .
Jeg kalder paa Dig i det Fjerne,
o Du, som er Sejer og Død!
O Du, der er Vellyst og Vaande,
o Du, der er Flamme og Sværd,
o Du, der er Stilhedens Aande
og Sneens og Stjernernes Skær!
Gaar Du nu i Nat gennem Skove
med Bud til de lyttende Trær —
ak, gaar Du, mens Markerne sove,
og er mig altfavnende nær?
Gud Odin, Jehovah — som vandred
engang paa vor Menneskejord,
ak, har sig ej Verden forandret,
og vandrer Du faderlig stor
som fordum iblandt os og ser os,
naar mindst vi har Tanke derom,
og er os i alting, som sker os,
Trøst, Prøvelse, Skæbne og Dom?
Maaske har Du staaet i Pjalter
og bedt om et Brød ved min Dør.
Maaske er den Krage, der vralter
i Mosen blandt Tuer og Rør,
sendt hid fra Din Borg i det Høje
at bringe mig Varsel og Vink —
maaske er dens Øje Dit Øje,
min Gud i dets Blik og dets Blink.
O tit, naar i Mismodets Nætter
jeg stirrer mod Gulvet — da ser
jeg Gulvet som uhyre Sletter,
da svimler mit Hjerte og ler!
Jeg aner i Brædderne Saften,
skønt længst de er ophørt at gro,
i Fladen, der bærer mig, Kraften.
Mig fylder Din evige Ro.
Og alt, hvad jeg vandt mig og vinder —
det er uden Sødme og Salt,
hvis ikke Din Herlighed skinner
dybt inde, i Hjertet af alt.
I alting kun Dig skal jeg dyrke —
og dybest jeg hører Dig til,
naar dybest jeg føler min Styrke,
naar hedest jeg drømmer og vil.
Jeg vil. Vil det Stærke, det Gode.
Jeg vil, at Din Vilje skal ske.
Velsignet Din dansende Klode
og Himmerigs daarende Sne!
Og vendes Dit Spyd mod mit Hjerte,
og vil Du min blødende Ve —
saa hilser jeg Dig i min Smerte:
Din Vilje evindelig ske!
Langt ude i Nord staar en Stjerne,
i Snenatten blinkende rød.
Du kommer til mig fra det Fjerne,
o Du, som er Sejer og Død!
O Du, som er Kilden, der rinder
med Jorderigs Sødme og Salt!
Hvis Herlighed funkler og skinner
dybt inde i Hjertet af alt!