Se, i Halvmørket blidt
lyser Marker i Hvidt —
se det Barndommens, Tysthedens Land, som var dit.
Hør, en Bjældes Musik . . .
Ak, hint Rige forgik.
Men det er der — langt borte — dets Sne og Musik.
Og naar Regnen har grædt,
og naar Mørket staar tæt,
bliver Sindet — som dengang — forunderlig let.
Ja, naar Stjernerne gror
som af frodig-sort Jord,
stiger Glæden i Hjertet, der svimler og tror.
Gennem Orglernes Brus,
gennem Hedningens Hus
gyder Lyset i Natten sin Drøm og sin Rus.
Ingen Ild har en Glød,
er saa gylden og sød
som den Ild, vi har tændt midt i Vinterens Nød.
Alt, som éngang vil ske,
al den Pragt, vi skal se,
kommer til os med Smil som en Blomst under Sne.
Ja, den blomstrende Jord
kommer til os — vi tror
paa usynlige Væld i en Fryd uden Ord.
Se, i Halvmørke blidt
lyser Marker i Hvidt —
det er Landet, som var og bestandig er dit.
Det, hvor Timer er Aar.
Det, hvor Vinter er Vaar.
Alt er evigt og ét, dér hvor Stjernerne staar.