I
Det var i et Hus nær ved Havnen
en Nat i den dødsstille Høst —
dèr holdt du en Nyfødt i Favnen
og lagde ham ind til dit Bryst.
Dèr laa du hin Nat i din Ungdom,
dèr laa du og smilede stum . . .
Og nu er det Drøm kun — din Ungdom
og alt fra hin Tid og hint Rum.
Hint Rum, hvor du sad ved min Vugge —
og Lyset kom, gyldent og hvidt,
og Elmene hørte du sukke
og Søfolks tungt hastende Skridt.
Mod Molen gik sagtelig Dønning.
Det lugted af Tovværk og Beg.
Og mørk laa den dugvaade Grønning.
Mens du sad aarvaagen og bleg.
Langt borte i Mulmet begravet
gik Skibe med skummende Bov . . .
Og stille fra Ødet, fra Havet
kom til dig en Angst, mens jeg sov.
O, alt det, som ikke du kendte,
og alt, som engang sktilde ske!
Der var kun at vaage og vente
paa Aarenes Lykke og Ve.
Paa ham, som nu var i det Fjerne,
paa mig, din tyst groende Dreng . . .
Din Drøm gik mod Høstnattens Stjerne,
din Sjæl var en dirrende Streng.
II
Jeg gaar som ad ukendte Sletter,
hvor ikke er Sti eller Spor,
at finde de Dage og Nætter,
som var mine første paa Jord.
Og finder jeg aldrig tilbage
til det, jeg som spæd alt har glemt —
det var i de Nætter og Dage
hos dig, at mit Hjerte blev stemt.
Det var i det Hus nær ved Havnen
i Suset af Elm og af Lind,
dèr tog du mig, Moder, i Favnen
og gav mig ot Sind af dit Sind.
Og Angsten kom tyst som en Taage,
og Haabet sang stille sin Sang —
der var kun at vente og vaage,
var Natten end dunkel og lang.
Og gaar jeg, hvor Bladene daler
fra Gadernes gulnede Trær,
og kalder de hæse Signaler
fra Havet, er alting mig nær.
Se, Aarenes Kalk skal jeg tomme,
hin bedske og brusende Vin,
og Drømmen — den blaa — skal jeg drømme
og vide umistelig min.
Hin Glæde og Glans i dit Øje,
hver Bøn, som du bad for din Dreng
det er som et Lys i det Høje,
det er en dybt tonende Streng.
Og glemtes og svandt og forødtes
alting fra hin Tid og hint Rum . . .
Det var i den Nat, da jeg fødtes —
dèr laa du og smilede stum . . .