Se Tegnet — de skønne Raketter!
Farvel til Decembers Nætter!
Nu kommer du, klar
og kold — Januar,
med Frosthimlens blaanende Sletter!
Nu skal vi dig atter fornemme,
o Sol, som vi aldrig kan glemme!
Det nyfødte Aar
er gryende Vaar —
Vaar er det, at Solen er fremme!
Hvad Vunder skar Livet i Sindet?
Vi ænser ej Tabet og Svindet!
Vend Ryg til — og lyt!
Der gror noget nyt . . .
O Hjerte, som tilbeder Skinnet!
Ja, det er kun Skin og kun Drømme:
at Livet skal straale og strømme,
at Sejren er nær,
at vi er en Hær,
der ikke skal segne og rømme.
De Tider, der kommer, er onde!
De tusinde graadige Munde
skal skrige om Brød.
Kun Nødtørft og Nød.
Det skønne gaar skændet til Grunde.
Og selv om vi staar i vor Vældes
Fuldblomstring — blot det, at vi ældes,
er ond Tid og Ve.
Graa er den af Sne,
den Time, da Aarene tælles . . .
Hvad Vunder skar Tiden i Sindet?
— Mit Hjerte bedaares af Skinnet!
Mit Blod bølger rødt.
O Nyaar — vel mødt!
Jeg ænser ej Tabet og Svindet.
Og er nu end Laderne tomme —
der maa dog en Solsommer komme.
Da Vand bliver Vin.
Da raa vorder fin.
Og Uaar og Uaand er omme.
Den Herre, hvis brusende Faner
i Vinden vi lyttende aner —
han kan ikke dø.
Fjernt, fjernt over Ø
den evige kalder og maner . . .
Nu stiger de gyldne Raketter.
Mit Hjerte en Blomsterkrans fletter.
Af rødt og af hvidt.
Se, Livet er mit —
og Haabets højt blaanende Sletter!