Tre Mænd
Mylius — Hagen — Brønslund
Mylius — Hagen — Brønslund
Der vandred tre Mænd i den evige Sne
og vidste, de skulde ej Livet se.
De vandrede ikke mod Hus og mod Ven,
og intet, der var, skulde komme igen.
De drog ikke frem imod Sommerens Mark
og ikke mod Festens og Faklernes Park
og ej mod den blaa og berusende Sø.
De vandrede kun for at trættes og dø.
De droge kun frem for at lammes om Fod
og draabevis tabe det rindende Blod
og for at betragte den evige Sne,
hvor altings Fuldbyrdelse nu skulde ske.
Og Mørket kom loddent og strøg dem om Kind,
og Kulden skar Dødsmærket i deres Sind.
De rejste med Hunde, med Bøsse og Stav,
de levende Døde, imod deres Grav . . .
Og Søvnen kom stille og skilte de tre.
De stolte sank hen i den evige Sne.
De lagde sig hver paa sin ishvide Mark
i Nordlysets illuminerede Park.
Det var ikke Sommerens duftende Eng,
det var ej den lune og hjemlige Seng.
Det var kun et ensomt og tilføget Hi,
hvor Døden opsendte sit Fyrværkeri.