Udfor den oplyste By ved Havet
ligger i Strømmen et Skib for Anker
med sine Master højt oppe i Rummet
og med en Rislen om Skibssidens Planker.
Det har en fin og en stolt Takkelage —
Tove og Snore som Traade mod Himlen.
Tyst hænger Raaen og svæver deroppe
i Solnedgangsskærets og Skumringens Svimlen.
O, ser I Skroget — det slanke og skønne!
— Under det skraanende Agterspejl mødes
ensomt i Aftnen de rindende Strømme,
Lyset, der svinder, og Mørket, der fødes.
Lønningen, Dækket — et Gulv under Stjernen!
Det er det Skib, som jeg elsker og savner . . .
O, jeg gad svømme omkring det, saa nær det —
ømt som en Mand, der sin Ejendom favner.
Havets Klenodie, Drømmenes Vugge . . .
Lykkelig den, som det kommer og henter!
Udenfor Aftenens blændende Søstad
ligger det, Skibet — o Skibet! — og venter . . .