Der drømmer gamle Gader,
der troner brede Huse
i mange fjerne Byer,
hvis Trær i Havvind bruse.
Og jeg skal blive ældre,
og Aarene skal hindre
mig i at se de Byers
Højsommere og Vintre.
Men jeg skal ikke attraa
det Liv, der aldrig ender,
og jeg skal ikke savne
det Sted, jeg ikke kender.
Thi Verdens tusind Byer
og Verdens tusind Lande —
de samme Bølger skummer
imod de samme Strande!
En ensom Gaard, en Poppel
er Livet — bag min Rude
er jeg det nær — det suser
evindelig derude . . .