Fortidens Husgeraad.
— O Steder, hvor jeg finder
de efterladte Minder,
Aarhundredernes Traad!
Se Vaser, gamle Glas.
Og Stole, Spejle, Smykker.
— De sidste, sjældne Stykker
fra Hytte og Palads!
Dog — af alt det, jeg ser,
er én Ting allerskønnest,
vidunderligst og grønnest —
det grønne Fad af Ler!
Som Ir, som Sydens Sten
er Farverne, Glasuren.
Men Laagets Hank — Naturen
er i den grønne Gren!
Du minder om et Kar
fra Oldtiden af Kobber,
Trefod — hvor evigt sover
den Glød, som éngang var.
Dog elsker jeg dig mer,
fordi du som et Under
— Skønhed, der dybest blunder!
er skabt af Markens Ler.
— I hvilken straatækt Gaard
stod du engang og lyste?
Og hvilken Pige gyste
ved Glansen af din Vaar?
Saa du i Festens Stund —
skøn som en Folkevise,
en Kongedatter spise
med rød og munter Mund?
O Græs og Løv og Luft!
— Fra Dybet af dig strømme
al Jordens Foraarsdrømme . . .
O, grønne Tiders Duft!