I hin berømte Sagntid, da Verden var en Park,
med Springvand og Terrasser og Statuegudinder,
hvor Skonaander, Adelsmænd og underfulde Kvinder
var Menneskenes Samfund som i en Noahs Ark;
i hine blaa Aarhundreder, da Dagene randt hen,
bestandig lyse, viede Idéerne og Festen —
elsker jeg Mørket og Skyerne og Blæsten,
Provinsernes, Havets, Koloniernes Mænd.
Thi mangen pragtfuld Dame og sleben Filosof,
der mindes og fremmanes, er kun en mager Føde
for Tiderne mod hine, der levede og døde
fjernt fra Kulturens Haver og Vellystens Hof.
Mens disse Skønne smægted i Lystens Drivhussol,
mens disse Herrer filed den overfine Tanke,
var hine andre Livets forunderlige Ranke,
der snoede sig om Jorden fra Ækvator til Pol.
I Aftenhavnes Regnluft gled store Skibe bort.
De mørke Have rødned, hvor de Frygtelige mødtes.
— O Heltene, hvor Grænserne og Rigerne flyttes!
Prairierne har kendt dem, og Urskovens Fort.
De furedes af Verden — de tømred deres Hus,
omringede af Rædsler, midt i det Ubekendte.
Restandig deres Sjæle var skælvende og spændte.
De fyldte deres Hjerter med det evige Sus. —
I, som med eders Hænder har formet Liv — og faldt!
I Høvdinge, som favned med eders Arme Jorden!
— I Ensomhed, langt borte — hos Pantren og Kondoren —
sank mangen navnløs Stormand, hvis Aand har rummet alt!