Nær ved at briste er den blegrøde Rose,
gennem Stuen bølger hemmeligt Levkøjernes Duft,
— en ustanselig Bølge mod den blegrøde Rose
i det halvdunkle Kammers tyst længselsfulde Luft.
Hvidt er dit Legeme — og af en dæmpet Rødme.
— O, alting skal jeg kende — al din Ynde underfuld!
Af din Mund skal jeg drikke den jomfruelige Sødme!
Jeg skal synke i dit Skød som en langsom Regn af Guld
Naar du hed og blottet skænker mig din endeløse Blidhed,
skal jeg favne alt i dig — jeg skal eje i en Sum
det duftberuste Asien og Oldtidens Hvidhed,
Jorden og det blaa, det udødelige Rum . . .