Manden, hvis Usselhed modnes af Modgangens Knugen og Knæk,
tæller sit Guld, som en Guldmager stirrer i Trolddommens Gryde.
Aarenes voksende Kulde faar Blodet til tungt at flyde:
Oldingen krymper sig ensom, strækker sig vildt og er væk.
Ungdommen træller i Dagen — Dagen gør træt og tom.
Mørket kommer med Hvilen, der smager af Dødens Sødme.
— Dybt i Hjerterne ulmer Skønhedens Himmelrødme.
Hen gennem Tiderne glimter den eneste Helligdom.
Se, over Torve og Broer gaar Mennesker — sære som Dyr,
Krøblinge, Fattige, Gale — og Mennesker, ranke som Guder,
— Livets vandrende Slægter, i Skæret af straalende Huder,
under den evige Himmels spredte og skælvende Fyr!
Gennem de slørede Byer og gennem de disede Aar
jager det dirrende Pulsslag de røde, de rindende Strømme. —
Ud i den mægtige Tomhed skal du dit Hjerteblod tømme,
ensom beruset og syngénde Sangen, hvoraf du forgaar!