Det dunkle, det urolige, vidtstrakte Aftenhav,
det store violette, som Mørket har beruset!
— Maskinen hamrer, hamrer, og haardt og frydefuldt
staar der et Drøn om Skibet, en Larm af Forstavnsbraset.
O, Aftenblæst! — Imod mig slaar Havets kolde Duft,
det store Pust fra Rummet, hvor Lykkens Isnen strømmer!
— Nu gaar i tætte Byer en virvarblændet Hob
og ved ej af, at Himlen sin Dugg i Havet tømmer!
At Havets Liv i Natten begynder nu. — Se, fjernt
i Maanestribens Guldstrøm en dunkelrød Lanterne!
Der dukker frem af Mørket med grønt og sælsomt Lys
en aandeagtig Sejler — og tændt er Fyrets Stjerne.
Nu skrider gennem Ødet og Mulmet, langt fra Land,
højtideligt og ensomt de evigt vaagne Skibe,
hvor Mænd, der lever frie, i barsk og mægtig Luft,
ser ud mod Dybets Bølger, som efter Skibet gribe.
Nu løfter sig den Stolthed, der overstiger alt . . .
Jeg ser det store Rige hinsides Verdens Strande,
hvor jeg har hjemme — ombrust af Ensomhedens Vind,
af Mørket, Lykken, Livets uendelige Vande!