De Baal, som jeg tænder for at varme min Sjæl,
brænder kort, blæser ud, før de næppe er tændte —
og Snefog og Regnskyl, fra Himlene sendte,
forenes med Blæsten om at pine min Sjæl.
Det meste af mit Liv er et frysende Blund,
omkring mig er Jorden og Natten og Taagen,
det meste af mit Liv er min Sjæl ikke vaagen —
hvad hjælper mig den flygtige, flammende Stund?
Tør jeg nævne, tør jeg tænke paa det, jeg har kær,
naar det ikke er til — eller aldrig dog kan sejre,
besynge de Fester, som jeg ikke skal fejre,
hvor Sjælen og Verden har samme Gyldenskær?
Ligemeget! Jeg vil Livet! Jeg vil varmes ved de Baal,
som jeg ser, naar med lukkede Øjne jeg drømmer —
fremmane de Luftstrøg, hvor glødende strømmer
den Pragt, som er Sjælens uendelige Maal!