Den høje Luft er blaa og uden Skyer,
den høje Luft er blaa — men den, der stanser
og stirrer op, han ser et Slør af Hvidt,
ser Em og Dampe, der mod Solen danser.
Fjernt svæver Maanen, gennemsigtig bleg,
ak, hvad er sart og blegt som Dagens Maane
Isnattens Isblomst dør — den taaler ej
de Himles Glans, der over Jorden blaane . . .
Se, Træerne staar tyst og suger Sol;
og Solen strømmer paa de aabne Pladser;
de bitre Huse smile stolt og dybt —
o, Gaders Glød! — o, gyldne Vaarpaladser!
De unge Kvinder bærer Smykker — Guld.
de deler ud til alle dunkle Stakler.
— Og Sjælen straaler i den gyldne Regn,
i Solens Væld af Skønhed og Mirakler!