Mod Aftnens skære Himmel Hyldens stille
og tætte Kuppelkrone dunkel staar.
En enlig Stjerne blinker blegt. — Sin Trille
i nære Haver Nattergalen slaar.
Nu vandrer Solen bag de fjerne Skove —
som bag en Helvedmur af sorte Træer.
Men over Mulmet svulmer Lysets Vove,
dybt rosenrød som Himmeriges Skær.
Og hele Natten Himlen lys skal skinne,
og dufte skal Jasmin og hvid Syren,
Og Dis skal dække Eng, og Dugg skal rinde,
mens Nattergalen jubler fra sin Gren.
Og jeg skal vandre ene — uden Minder
og uden Længsel — dog en Elsker lig.
i Nattens Blidhed — o, i den jeg finder
en Brud, der gør mig over alting rig! —
Dog, snart skal disse hvide Blomster segne,
og Nat for Nat skal falme Himlens Glans,
og Fuglesangen tier allevegne —
ak, altid altfor tidligt gryr Sankt Hans!
— Naar Høsten kommer, skal jeg ud og fægte
i Livets Broderstrid — en Elsker lig,
der syg af Hjemvé, puffet af Landsknægte
gaar bort til Saar og Fald i fremmed Krig.