Der kommer en Verden saa blaa og hvid
som Bølge og Strandbred ved Foraarstid.
Der kommer en Verden — en Vaar, der er fuld
af Lærker og Høge og Solskin og Muld.
Jeg hilser det frie, det mægtige Rum
med Dybdernes Dug og med Skyernes Skum —
den bundløse Luft og den vældige Sommer,
der staar som et Hav over Tiden, der kommer!
Da skal Aarhundreders Mørkemænd
opløses til Damp og med Suk svinde hen.
Men højt gennem Luften staar Regnbuens Bro
som Tegn paa en ny og en stoltere Tro!
Thi Viljen til Lykken! — det er det Bud,
der ene forkynder en straalende Gud!
Et Vidunder lever — alt er i det ene:
at løfte sit Liv som et Træ sine Grene!
Der er ingen Grænse — det gives hver Mand
at sejle sin Skæbne til Fablernes Land.
At følge hver Dag en uendelig Plan —
og grunde en Stad ved et fjernt Ocean.
Hver Mand, der vil leve, han skal bære Sværd;
men ikke mod dem, mod de faa, han har kær.
Det ældgamle Afsind skal ingen besmykke:
at dræbe det Hjerte, der gemmer éns Lykke.
Den stærke, den rige, det er hans Tid.
Den sejrende Verden er barsk og blid.
Og den, der døbtes af Rummets Blæst,
skal munter gaa frem gennem Aarenes Fest.
Det festlige Hjerte tør vove et Spil.
— Og Smerten — ja Smerten, som ogsaa er til!
Saa højt vi kan flyve, saa dybt vi skal dykke —
vi er — selv i Afgrunden — Mænd, der vil Lykke