Vi kommer fra Byen og Skolen
til Huset for Sommerens Røre.
Men nu er det Vinterens Stuer —
Kaminer og lukkede Døre.
O, denne lydløse Hvidhed
i Haven og i Alléen —
Sommerens ubundne Rige
er blevet et Kloster i Sneen.
Hvor fremmed at gaa her og fryse
om Ører og Fingre og Tær!
Hvor dejligt at holde sig tapper
og favne det tindrende Vejr!
Igennem den svidende Kulde
det straalende Solskin vælder.
Søndagens henrykte Sneland
klinger af Bjælder.
I Sovekamret om Aftnen
Kaminildens lystige Støj!
O denne saa milde Varmel
O Lugten af Tørverøg!
— Men vaagned vi hen paa Natten,
var Stuen bitterlig kold,
dèr laa vi alene i Mørket —
I Mørkets og Vinterens Vold.
Jeg husker en Bakke i Skoven,
dèr for vi med vore Slæder.
O, hvad beruser som Kulde
og Idræt paa ensomme Steder!
Hvor maatte vi tungt forlade,
da Mørket og Aftenen kom,
med dyre Minder for stedse
en hemmelig Helligdom!
O Stalde og Lader og Længer
og Marker og rimhvide Trær!
O, alle de slumrende Glæder,
der viden om vented os her!
Vi havde kun Dage og Timer,
og her vented talløse Aar.
— Marker og Træer og Veje
om Vinterens slumrende Gaard!
Det er de forsvundne Tider —
og Ting, der bestandig ske.
Jeg ser omkring mig — og træder
i Fortidens dybe Sne.
O, Verden er atter begravet,
og lykkeligt gaaet i Staa!
— Milevidt rundt om mig Landet
og Vinteren, hvid og blaa!