I Maaneskinnet sad
omkring det hvide Bord
tre Dødninge i Lagner
og talte uden Ord.
De sidste Blade faldt
fra Grenene rundt om —
de nøgne Kviste vugged,
hvergang et Vindpust kom.
«For nylig var det Dag.»
«En Stribe Sol faldt dér.»
«Et Barn har maaske leget
imellem disse Trær.»
«Nu lever hun sit Liv
som før i Sus og Dus.»
«Jeg boede éngang inde
i dette hvide Hus.»
«Husk ikke det, der var.
Lyt efter Markens Vind.
Mæt jere tomme Hjærter
med dette Maaneskin.»
«Ja, bedre end vor Grav
er denne Lysthusstol
og denne Nat — her sidder
vi nu og slikker Sol.»
«Det er vor hvide Nat.
Det er vor øde Jord.
Vi føler, mens vi fryser,
at vore Hjerter gror.
«Ja, vore Hjerter gror.
Og vore Øjne ser
ved Vinternattens Maane
de Ting, der ikke sker.»
«Hvor er her tyst og lyst!»
«Ja, det er død Mands Fest.»
«O, det er sødt at smage
et Pust af Rummets Blæst!»
De gule Blade faldt
fra Grenene rundt om —
de nøgne Kviste vugged,
hvergang en Luftning kom.
I Maaneskinnet sad
omkring det hvide Bord
tre Dødninge i Lagner
og talte uden Ord.