Den mægtige Sommer uden en Sky
gennemgløder den luftige By,
som Fjorden, der blinkende omflyder alt,
har fyldt med sin Aande af Hav og af Salt.
Fra Kyster og Kajer til Klippernes Top
paa Grund af Granit er den Stad bygget op,
der smiler mod Solen, som vilde den naa
en flyvende Lykke etsteds i det Blaa.
Jeg ser fra Terrassen den rivende Strøm.
Der gaar gennem Staden et Brus og en Drøm.
Hvor Mälarens Vand gennem Sluserne gaar,
dèr hvirvler og skummer den evige Vaar.
Hvor Gaderne ender, dèr skinner det blaat.
Højt ligger, ved Strømmen, det vældige Slot.
Saa bredt som et Bjerg og saa kongelig frit,
som leved hver Sten og som skued den vidt.
Hvor Dagen henlarmer, dèr staar mellem Trær
Kong Karl i sin Ungdom — med Feltherresværd.
Jeg ved det i Gadernes Tummel og Glans,
at Livet er Krig, og at Krig er en Dans!
Mit Hjerte har fundet i Byen mod Nord
den Sol og den Sommer, hvor Skønheden gror —
hvor Livet ophøjes og alting faar Værd,
som var vi dog Herrer og Sejeren nær.
O se dem — i Tavshed og underlig Fred,
de blodrøde Blomster i Parkens Bed!
Dèr staar de og brænder! — Hvad er det, jeg ser?
Et Bud fra en Verden, hvor Undere sker?
Hvad hvisker de til mig? Hvad grubler jeg paa?
Det er, som jeg dybt i min Skæbne saa.
O brændende Blomster i Sommerens By —
mit Hjerte skal blomstre og blomstre paany!