Sehen Sie gen Himmel, Gottes Sternenschrift, die Urkunde unsrer Unsterblichkeit, die glänzende Charte unsrer weitern Wallfahrt! Wo endet das Welltall? Und warum kommen von dorther vom fernsten Stern zu uns Stralen hinunter? Warum sind den Menschen die Blicke und der flammende Flug unsterblicher Hoffnungen gegeben? Warum deckt uns Gott, wenn wir Tagüber vom Stral der Sonne ermattet und an unsern Staubklump gefesselt waren, Nachts dieses hohe Gefilde unendlicher ewigen Aussichten auf?
Herder.
Hil dig, de lykkelige Dødes Hjem!
du Bolig for hver Stand, hvert Kjøn, hver Alder!
Til Dag og Kummer Sol ei vækker dem,
til søvnløs Nat og Graad ei Maanen kalder.
Hil dig! og Fred med Hver, der hviler i dit Favn!
med Ham, hvis Støv nedsænkes, for at glemmes!
og med den Ædling, ved hvis Navn
den fjerne Slægt til Dyder stemmes!
O selv den Levende du qvæger ved din Ro:
og Glade fryde sig i dine Skygger,
og, tordner Skjebnen, den Forfulgte fro
her sit Paulun paa Haabets Strandbred bygger.
Hver Flygtning, som fra Verden iler hid
og søger Lindring mellem dine Høie,
her aander frit, her smiler atter blid,
gaaer bort fra dig og har forglemt sin Møie.
Den, paa hvis Kind, den blege, Sygdom staaer,
velsigner her den Fred, som ogsaa ham her venter.
Fra Grav til Grav han ved sin Krykke gaaer
og fra de tusind Grave Taalmod henter.
Saa Mangen søger her en savnet Ven;
han seer hans Gravhøi, bittre Længsel hviler,
han drømmer sig i hine Dage hen
og, som i Vennens Arm, gjensmiler.
Ja! hil dig, Dødes Have! hvor i Fred
og Blomsters Ly de Manges Kummer sover,
hvor hvert et Træ, der nu beskygger vore Fjed,
os eengang ved dets Fod en rolig Hvile lover!
Tryl ogsaa mig, naar bort fra Verdens Larm
hvor Frihed, Dyd og Ret jeg varme Daare drømte,
til dig jeg skuffet flyer med Mismod i min Barm
og mindes Smertens Kalk, saa mangen Ædling tømte!
Da, naar fra dig jeg gaaer og møder Den,
hvis vilde Haand mit Haab i frodigst Væxt har kløvet,
jeg skal til brudte Spire glad see hen
og ønske ham det Mod, han mig har røvet.
Hvor jeg de Dødes tause Bolig seer,
er Evighedens Indgang. Støv dem dækker.
De hvile. Men, naar Dag til nat ei kjedes meer,
en venlig Stemme hvert et Støvgram vækker.
Da skal den Arme, der blev nægtet Brød,
tilgive Dig, Du haarde Rige!
og, efter lange Savn i Gravens Skjød,
Du, Brudgom! favne Din begrædte Pige;
da klares Skjebnens Mulm; da blidnes hvert et Bryst;
kold skues Jorden og dens Goder;
men festligt hilser fra Gjenfødtes Røst
det bedre Liv paa hine Kloder.
Med hellig Ærefrygt jeg træder did,
hvor Fredens Engel over Grave svæver.
Lyn nu kun Glimt i Glimt! Forgjæves, skjulte Tid!
dit Maal jeg skuer her og meer ei bæver.
Eet Øieblik, og Graven gjemmer mig;
eet Øieblik, og Friheds Morgen tændes.
Lad Alt, hvad saarer, ruste sig!
eet Øieblik, for evigt Kampen endes.
O! tidt og længe skal jeg vandre her.
Blandt eder, Grave! Hjertet Sandhed lærer
og, kold mod Flygtigt Smiil, tilbeder Taarers Værd,
og i hver Kummer Faderhaanden ærer.
Mig trøster dette Sted, mig qvæger denne Dag;
men ak! snart grædes her, alt saarer denne Time.
Hør Dødningklokkerne med Sorgens hule Slag
ved nok en Vandrers Jordefærd at kime!
I tunge Drøn! saa knuser dog ei Den,
der nu sit brudte Haab begræder!
O raaber til hans Sjel: at Hver, som bæres hen
fra Liv til Død, gaaer bort fra Sorg til Glæder!
Og ei I nu fremkalde skal
hver fordumglade Stund, der vender ei tilbage!
Nei! vækker Tanken om den endte Qval
og Evighedens Løn for bittre Dage!
Hist kommer skridende vemodigt frem
i Liigfærds sorte Dragt en Venneskare.
Den følger Broderen til Gravens Hjem,
hvis mørke Bred kun Glimt af Haab opklare.
Ak! han var Fader, og de tvende Smaae
i Glædens Vaar alt bittre Taarer fælde.
See, hvor tungmodigt Haand i Haand de gaae
og til hinanden sig forladte hælde!
O græder ikke! Hist en Fader boer.
Hvo, der vil ham, selv naar han saarer, hædre,
skal opfyldt see det Haab, som Hjertet troer.
O haaber! haaber! Gud er meer end Fædre!
Alt standser Skarens Fod ved Gravens Bred:
de faderløse Smaae saa tvilsomt grue,
de gyse bort fra skumle Hvilested,
de tør ei haabe meer ham hist at skue.
Jo, haaber! haaber! Mørk er Dødens Nat,
men saligt soves der i mørke Hvile;
og vel er Gravens Vei saa tom, saa bradt,
men trindtom den dog Haabets Stjerner smile.
Nu ruller Jorden ned med dumpe Slag.
Mod Himlen hver et graadfulgt Øie hæver;
men Haabet om et evigt Mødes Dag
med Sangens Vemod over Graven svæver:
Alt forvandles skal til Støv,
Dalens Lilje, Skovens Løv,
Rosen snart vi visnet finde:
Alt, hvad lever, skal forsvinde.
Jordens Herre, Mand! til Dig
Lovens Dødsbud strækker sig.
O! men intet Skabt forgaaer,
Liv igjen af Død opstaaer.
Liljen faldt! en Ny fremtræder:
yngre Løv snart Skoven klæder:
og den Grav, der lukker sig,
kun som Vugge gjemmer Dig.
Morgnen straaler, Barnet fro
vaagner efter natlig Ro.
Evighedens Morgen smiler,
Graven aabnes, hvor Du hviler,
Dødningklædet synker ned,
nyskabt hæves Du til Fred.
Ti da, Klage! Stands da, Graad!
Viist og godt er Herrens Raad.
Snart, for Evighed vi møde
alle vore kjere Døde.
Held os! Held, at Alt forgaaer!
Held, at Liv af død opstaaer!
Ja Held os! Held! — Da Jordens Plagehær,
da Stolthed, Vellyst, Nid og Had fremstege,
da Syger løftede de mange Sværd,
da Trøst og Haab fra Kriges Valplads vege,
da blev og du vor Skytsaand, gode Død!
Slukt er din Fakkel vel, men lysende dit Øie,
og end ved hver en Grav din Stemme lød:
"Forfulgte! der er Fred. O glem Din Møie!"
Den sover der og vækkes aldrig meer:
Misundelsen fra lukte Grav bortsvæver,
og Trældom sønderbrudt sin Lænke seer,
selv Løgnen flyer vor sidste Fred og bæver.
Hist har en Olding lagt sin Stav.
Lig Solen, naar den mat bag Havet daler,
han sank fra velbrugt Liv ned i den stille Grav,
hvor Himlens Ro den Mødige husvaler.
Men her gik Yngling bort i Kraftens Vaar,
som haabfuldt Ax, hvis Rod af Ormen hules.
Hvi mon ei Borgerløn han nød for Flidens Aar?
Jeg seer det. Vel! for Misløn her han skjules,
og Den, der lagdes hist, i Sygefængslets Baand
nys maatte Naadebrød med bittre Taarer væde.
Nu løses Skjebnens Gaader for hans Aand,
nu mindes svundene Lidelser med Glæde.
Saa hviler her og Han, der saae sig født til Graad.
En fjendtlig Stjerne vildnede hans Veie.
Forladt af Venskab, uden Trøst og Raad,
selv Haabets Drøm omsider sveeg hans Leie.
Da gik han taus, og bleeg, og bøiet ned af Harm
med fæle Ro den sidste Kalk at tømme
og stødte Dolken i sin egen Barm.
Tilgiv ham, Gud! Og Ingen ham fordømme!
O Fred med Alle, der i Graven boe!
Som Nattens Gjenfærd flye, naar Dagen stiger,
saa, naar Du sænkes ned til sidste Ro,
hver Tvil, o Dødelige! fra Dig viger.
Og fryd Dig, Du, hvem lykken straaler blid,
hvem Døden vinker i de gode Dage!
Ei skal med Graad Du see den onde Tid,
og mindes bedre Kaar og dobbelt klage.
Og fryd Dig, Du, hvem Skjebnens Torden slog,
hvem Døden vinker hid, mens Slaget smerter!
Fra flere Slag Din Engel Dig borttog,
og Fred er Gravens Lød for knuste Hjerter.
Den Armes Liig, i Støv hensmuldret, her
hiin Lykkens Yndlings nøgne Been nu dækker.
Ved Hyttens Søn den Stolte hviler nær,
og samme Røst den eengang Alle vækker.
Du skjelner, Død! ei mellem Arm og Rig,
for dig er Slaven Førstens Lige.
Og derfor Glædens Børn, hvor de blot skimte dig,
forfærdede dit Aasyn vige.
Usæl den Mand, du vinker bort til Fred,
der ei med Ro dit Vennebudskab hører,
og, skjøndt en Taare triller ned,
ei iler i dit Favn, naar du hans Læbe rører!
Her lagdes En af Fædrelandets Mænd,
en Olding hviler her i Dødens Gjemme,
Du Balling, som ad trange Bane hen,
forfulgt med Haan, kun søgte Dyd at fremme!
For hævdet Last, der Modestemplet bar,
Du skrækket aldrig veeg tilbage.
Ærværdig Borgerkreds Du muntret har
til Flid i Kald, til Mod i mørke Dage.
Men kunstfri lød Din Røst. Med misbrugt Vid
tidt klapsyg Viisling mørknede Dit Øie.
Her veies ene Kunst, men hist — Gud Tak! — kun Tid,
hist Tankens Dommer lønner miskjendt Møie.
Ud Livets Vei mod fælles Maal
eet Øieblik vi Brødre vandre;
tung Veien er, og dog skal Malurt i den Skaal,
vi række som en Lædskedrik hverandre.
O! derfor saares tidt vor gode Skytsaands Bryst;
thi Brødre Smertens Kalk til Brødre bære.
Raab, Fredens Engel! raab med vældig Røst:
"een Faders Børn! ei saa det burde være!"
Men hvo sank her til Hvile ned?
Du, tabte Knudsen! Holbergs tro Veninde!
Ak! Kummer har og fulgt i Dine Fjed,
og end Din Grav er uden Minde.
Et Folk har smiilt, et Folk har grædt med Dig,
naar snart Du laante Flanens vrange Sæder,
snart viste landlig Viv i Hytten lykkelig,
snart mellem Børn en ædel Moders Glæder.
Tidt Dydens Bud ved Dig forskjønnet til os lød.
Det glemmes ei, det staaer naar Marmor falder.
Den Ros Thalias Datter vorde sød:
at ved sin Kunst Dit Minde hun gjenkalder.
Og her blev lagt en ædel Dannemand,
der blid et bittert Løb fuldendte.
Han elskede saa varmt sit Fædreland,
og kun for Brødres Vel hans Hjerte brændte.
Paa Mandens Læber hviilde muntrest Fryd,
hver Rynke til et Smiil han kunde bøie.
Urokkelig i Pligt og stræng i Dyd
laa Sjelens Fred saa lys i spøgfuldt Øie.
Han vaager, smiler, glæder ikke meer;
et Offer blev og han for Skjebnens Brede.
O Carok! nu Du glad til Jorden seer
og mindes ei, Du der om Brødet maatte lede.
Men Hvo er Hiin, som neppe skrider frem,
af Sorg nedbøiet, i de hvide Klæder?
En frygtsom Qvinde her! ved Dødes Hjem!
Hvor elsket var ei Den, som hun begræder!
To Smaae saa kjerligt Arm i Arm
ved Moderhaand den dunkle Gravvei finde.
Bøi ikke Hylden, Vind! at Grenens Larm
ei hende skal om Barndomsfabler minde!
Hun taler: "seer det, Børn! der slumrer Han,
hvis Liigfærd os i Dag har bitter været.
I Smaae vort store Tab ei føle kan;
men mig har Sorg og Længsel snart hentæret.
Selv redelig han og forsonlig var,
som Man saa sjelden, sjeldnere som Fader.
Sin Kreds han tro som Borger gavnet har:
den signer ham, i det han den forlader.
O mine Børn! eengang I vorde Mænd;
ved Fadergraven tidt I her da hvile
og sværge ham: ad Pligters Bane hen
i Vel og Vee med lige Mod at ile!
Da lukker jeg mit Øie trøstet til;
i Moders Sted vil Eder Gud ledsage."
""Og græd dog ei! Vi Fader ligne vil.
Tro Dine Børn!"" de rørte Smaae gjentage.
Hun favner dem. Uvædet hæver sig
det mismodfulde Blik imod det Høie.
Tøv! o lad Gravens Sanger trøste Dig!
o lad ham lokke Taarer fra Dit Øie!
Han vandrer og blandt sine Kjere her,
fortrolig med den længselfyldte Kummer,
men veed: at samlede De vaagne der,
som splittede gik i den sidste Slummer.
Tøv, Moder! og hans Lyras milde Røst
neddysser Stormen i Dit Hjerte;
og lettere Du græde skal Dit Bryst,
og blidere Du føle skal Din Smerte.
Saa venligt Gravene sig lukke,
og der er Jordens Slave fri.
Ei lyde da de bittre Sukke,
som det for evigt var forbi!
Lykønsker før den Vandringsmand,
der atter hilser Fædreland!
Der er et Land, hvor Aander mødes,
hvor alle vore Kjere boe.
Det er det Land, hvor Qval forsødes,
og Hjertet først har evig Ro.
O stirrer mod dets Kyster hen!
Did vandre vi til tabte Ven.
Men Taage staaer om Landets Kyster,
og tvilfuld Taage dækker dem.
Og det vor ømme Sjel mistrøster,
saa fjernt at see de Kjeres Hjem.
Da græde vi for tabte Ven,
som vi ham aldrig fandt igjen.
Gak ud ved Nat til Vennens Hvile,
hvor Ro til Tanker møder Dig!
Dit Øie blidt mod Graven smile!
Din Sjel til Himlen hæve sig!
Den Længsel, Du da føler der,
spaaer Dig: at hisset Hjemmet er.
Alt saae vi mange Dage rinde,
end følge føie Timer dem.
Snart skal den mørke Taage svinde,
snart øine vi de Kjeres Hjem.
O stirrer mod dets Kyster hen!
Did vandre vi til tabte Ven!
O! nyder jeg en Digters største Løn?
O har hun hørt mig? Har det hende lindret?
og mon den kjere Tabtes sidste Bøn,
den Bøn om Taal og Haab, hun har erindret?
Hun græder, og meer blidnet Barmen slaaer,
hun friere sit Blik mod Himlen vender.
Med faste Skridt hun bort fra Stedet gaaer;
skjøndt end et Blik, et Smiil hun Graven sender.
I Mænd! o træder hid og føler Qvindens Graad!
og seer, hvor tungt hun elsket Grav forlader!
Saa lever ene Han, der i sin Daad
var ædelstor som Borger, Ven og Fader.
Du Rige! Du, der skjænker Armods Træl
ved Dødslegat det Guld, Du har hans Broder røvet,
og tør i sidste Stund med niddingrolig Sjel
troe Hevnens Skrig ved Guldets Velklang døvet:
Du Stolte! Du, hvis Væsens tomme Værd
paa Marmormindet efter Fødsler regnes:
Du Daare, der tør troe, Dit Navn ved Titlers Hær
og kunstigt Monument skal senest Slægt betegnes:
naar Eders Støv er nedtraadt, adspreedt, glemt,
naar faldne Marmors Engle meer ei græde,
skal, ved hans blotte Navn til Dyder stemt,
en Borgerslægt hans Grav med Hæderstaarer væde!
Men Natten daler, svøbt i Dødens Slør.
Om Borg og Vraa dens tause Mørke spredes,
og Dagens sidste Glimt bag Mindetræet døer,
hvis Skygger over Gravene henbredes.
I fjerne Landsby Bedeklokken slaaer:
hjem iler trætte Plovmand til sin Qvinde,
fra Mark til Krybbe vandre Lam og Faar.
For mig blandt Kjeres Grave Natten svinde!
I salig Vemod synke du, min Sjel!
O jeg vil lære her i Fredens Bolig:
at kun for Ham, der hylder Ret og Skjel,
er Graven lys, er Dødens rolig.
Og venlig Aftenrødens Krands,
ubrudt af taaget Damp, om Himlen hvile!
Bag Hegnets Muur i milde Glands
al Vemods Ven, den hulde Maane smile!
Naturen tier alt. Kun sagte Vind
igjennem Hyldene med Gysen bæver.
Og trindtom Gravenes det hvide Skin
i stadig Kreds en Aftenbakke svæver.
Straal klart i Nat, o Maane! ned!
du vandre langsomt over Dødes Have!
at grandt jeg skue maa hvert Hvilested,
mit Øie søger søger blandt de tause Grave.
Og, standse Taarer, reiser Mismod sig
ved Mindet om de mange Godes Hvile,
straal dobbelt klart! og straal den Trøst til mig:
at hist i himmelsk Glands som du de smile!
Ja! naar jeg sukker ved de Sjeldnes Savn,
naar Hjertet bæver ved de Tabtes Minde,
siig mig: at Fremtid skal hvert Dannenavn
med evig Straalekrands omvinde!
at, ubetraadt af daadløs Niddings Fod,
hver Ædlings Grav skal meer end Templet helligt være,
og Yngling fyldes der med Idrætsmod,
som Dannemø med Dyd og Pligters Ære!
Her Gravens Hvile være dobbelt sød!
i Suk og Klager ei udbrød,
skjøndt hver hans Dag var fyldt med bitter Smerte.
Vor Tabte! Du, som gik ad Banen daadfuld hen!
Dit Danmark elskede Du som Søn en Moder:
Du Retfærds Talsmand var og Musers sidste Ven:
Du var hver Voldsmands Skræk, hver Undertryktes Broder.
Fra Dig gik Evald ud, blev Dalens første Skjald;
og rig er Krandsen, han har flættet til Dit Minde.
O, den er eviggrøn! og Rolf, og Balder skal
som Roser Aristarchens Navn omvinde.
Nær ham sank Du, begrædt af Venskab, ned,
vor ædle Hvid, hvis Liv var Kamp og Møie!
Skjøndt Du for Dyd og Sandhed miskjendt leed,
dog roligst Smiil var i Dit Øie.
Og Avind reiste sig i Harm,
Din Uskylds stolte Ro, Din sidste Kraft at dæmpe:
mistydet og forfulgt, med ofte saaret Barm
ei mægtede Du meer at kjæmpe.
Og Graven aabnede Dig blid sit Favn;
dens Hvile lønner Dig for al Din Skjebnens Kummer.
Men Vandreren, der skuer her Dit Navn,
vemodigt signer Dig, Dit Liv, Din Slummer.
Sit Aasyn skjuler Maanen bag en Sky:
det blege Lys henover Muren viger.
Fra Træets Skjød de bange Fugle flye;
thi Morderuglen vildt i Toppen skriger.
Det mørknes. O! saa mørknes Livets Vei,
og Jord med Himmel den nystrygge Vandrer truer.
Han seer til Gud om Redning, høres ei:
han seer til Brødre, nægtes hjælp og gruer.
Til denne Grav! Da den blev aabnet, gik jeg hen,
græd ved dens Bred og drømte mig at trøstes;
men nei! her jordedes en Ædling, her min Ven!
og end af samme Sorg mit Hjerte rystes.
Her jordede de Spleth! Saa tabtes han for dig,
o Fædreland! og bittert er hans Minde.
Men han, min Ungdomsven, han er og tabt for mig!
Ham lig i Trofasthed jeg Ingen meer skal finde!
Kjek fulgte han som Yngling og som Mand
den aarlesvorne Viisdoms Fane.
Og Sandhed, ene Sandhed søgte han
ved hvert et møisomt Fjed paa trange Bane.
Saa redebon han stod til Brodergavn,
var blid, beskeden, seen til Dom, retfærdig.
Og Sandhedsvennens hæderlige Navn
hver Daad var helliget, hver Tanke værdig.
O hid til denne Grav med barnlig Ømhed seer,
I Smaae, han elskede med Faderhjerte!
Men vider: at som Mænd I sukke her end meer,
der alt som Børn nu vandre hid med Smerte!
I Faa, hans Venner! dvæler ved hans Grav
og fælder hede Taarer ved hans Hvile!
Han Hver af os udeelt sit Hjerte gav,
og han skal aldrig meer iblandt os smile.
Ei hans, den meer end broderlige Daad
paa Nødens Dag vi længer møde;
og hans, det meer end broderlige Raad
med ham for evigt døde.
Dog klager ikke! skjøndt det Held, vi vandt
ved ham paa Livets Vei, er nu forsvundet.
Den Løn, han Sandhed tro her aldrig fandt,
hos Sandheds Fader hisset han har fundet.
Ei med en vindig Hob af Ord
han kom fra gavnløs Fart igjennem Jenas Sale.
Kun pralfri Viismand troede han var stor,
kun dansk i Danmark var hans Tale.
For mægtig Tjener paa Mæceners Karm
han er forstod en smidig Ryg at bøie;
og viis, og god han var usøgt og arm,
skjøndt Dannemanden lyste fra hans Øie.
Ei fattig endte han, nei! han endte arm
det Liv, han viis og god hendrog i sortest Kummer.
Thi græder ei! Med ham hans Hjertes Harm
nu hviler sødeligt i Dødens Slummer.
Bort, Yngling! sky hans Grav og lev dog ei som han,
hvis Du vil Hæder, Guld og Magt ved Raade vinde!
Men, vil ved ærligt Liv Du døe som Dannemand,
da sværg det ved hans Grav, hans Navn, hans Minde!
Hist glider Skyen bort igjen med lette Trin,
og Maanen blinker gjennem Havens Linde.
Men see hiin Stjerne! dødbleegt er dens Skin;
o see den flyve vildsomt, døe, forsvinde!
Saa, naar de Gode flye omsonst for Skjebnens Haand,
dem Dødens Engel iler blid imøde,
søvndysser Øiet, løsner Livets Baand
og skjuler dem, hvor Hjerter meer ei bløde.
Ak! skjuler dem. Den Mand, der, frelst fra Sandheders Vaar,
med vise Langsomhed ad Manddomsbanen iler
og Fædrelandet Hæder spaaer,
snart skjult i Graven hviler.
Men Niddingen, hvis Liv af misbrugt Flid,
Forførtes Suk og Enkers Skrig er blandet,
ham skjænkes Oldings Levetid
til Skræk, til Vee, til Haan for Landet.
Dog suk ei, Sjel! skjøndt Dydens Yndling falde
og midt i kraftfuldt Løb maa segne!
Hans Øie slumrer kun; hans Aand bortkaldt
uhindret fremmer Gavn i bedre Kloders Egne.
Vel stemmes han ei meer til Daad for os, naar fro
den skjønne Morgensol med Rødme Havet fylder:
naar Nattergales Chor i Lundens blide Ro
med høie Jubelslag Natures Taushed hylder.
Han seer der ei, naar Vaaren træder frem,
med Løv og Blomster Skov og Eng at smykke.
Han hører ei, naar Lærken i sit Hjem
sødtqviddrende besynger Moderlykke.
Ei blidnes han, naar Busken ynderig
sin Barm med brustne Roser pryder:
naar Rugens Agre bølge sig,
og Kløvereng af Hjordens Lov gjenlyder.
Men lykkelig er han; endskjøndt Naturens Pragt
i Graven ei ham lønner, styrker, glæder!
Meer fredelig og skjøn end Engens Blomsterdragt
er eenlige Cypres, som blev hans Mindes Hæder.
Ei længer modløs han skal fælde bitter Graad,
naar Baal er tændt for Den, der mægtig Ridding laster,
naar Voldets sorte Ven forgudes, skjøndt han Raad
hver ham forhadte Dyd i Skjændsel kaster.
Ei slappes han nu meer, naar Lykken evigblind
en adlet, heldfødt Gjæk til Hæders Spidse jager,
mens Hiin med oplyst Aand og ægte Borgersind,
en Ædlings ædle Søn, sit Liv i Nød hendrager.
Maaske som Skytsaand for den Dyd, han elskte her,
han nu — hvor veed det? — over Jorden vandrer,
er, hvor til Held de Gode samles, nær,
og i de Ondes Raad den mørke Plan forandrer.
Thi Vel ham! Vel! — Og bort fra dette Sted!
Her herske Fred! og mørke Tanker svinde!
Blid, Maane! lys mig hen til andre Graves Bred
og lad de Taarer, der formilde, rinde!
Siig, Steen! Hvo slumrer under dig?
Omsonst jeg til din Billedindskrift iler.
Dog, aldrig glemmes Dyd, og Rygtet tolker mig:
"der Augustin i Rosenskyggen hviler.
Han først blandt Stormænd lod sig jorde her.
""Jeg Brødres Ret i Stilhed har beskjærmet;
og Broderen, naar jeg henslumret er,
ei vorde ved mit Liig fornærmet!""
Saa var hans Bud." O! det er Sandheds Ord,
der selv for senest Old som Hæderssagn skal lyde.
Med Gravens Roser, Mand! Dit Minde groer;
thi brudte Fordoms Aag dens Høi bepryde.
Og nu til denne Steen! Her græd mit Fædreland;
her Nutids Taarer ei alene rinde!
Græd, Ven af Fremdtids Held! Der sømmer Graad en Mand,
hvor Jetta lagdes, Danmarks tabte Qvinde.
Med Taalmods Rolighed og Viisdoms Aand
hun søgte, fandt og bøied Pigens Hjerte.
Skjøndt selv ei Moder dog med Moderhaand
det stille Vei til huuslig Dyd hun lærte.
Og mangen Viv, hun aarle dannet har,
skal eengang her til egen Datter sige:
"der hviler hun, som Moder var
for den forladte, moderløse Pige.
Sign hende, Barn!" Og over rørte Bryst
den Lille foldet Haand til Bøn skal hæve,
mens ømme Moder seer i sværmersk Lyst
sin Jettas Aand nedover Barnet svæve.
Tid! lad til sidste Slægt i Arv det gaae:
at hun var Mandens Alt, sin Kjøns Veninde!
at Hver, som Jettas Egekrands til naae,
først vorde hende lig som Danneqvinde!
Ak! Mange hvile saa paa dette Sted,
hvis Idræt lyser end for senest Fremtids Dage.
Og Den, hvis Minde her med ham blev lænket ned,
som Hine hviler født i Ly for Sorg og Klage.
Held Himlens Elskede, der i sin første Vaar
fra Vuggens Blund til Gravens Slummer iler!
Ham trefold Held, er end af Sorger graat hans Haar,
der, fro ved velbrugt Liv, i Dødens Time smiler!
Fred over Graven, hvis fortjente Ro
ved elsket Huustro mødig Olding glæder!
Saa slumre samlede de kjere To,
hvme stadig Kjerlighed var Stolthed, Trøst og Hæder.
Klart, Mand for Alles Blik Du tolket har
hver skjulte Kraft i Jorden, Alles Moder.
Selv den Oplyste frydeligt det var
at hæve sig med Dig til Stjernebeltets Kloder.
Om Borgerfrihed værnede Din Haand;
Din Borgerkrands Dig Tvillingriget binde!
Mens Danmarks Dale hylde Rothes Aand,
skal Norges Fjelde sukke ved hans Minde.
Og Lægen hviler der, ak! Han, Hygæas Ven,
der ofte seiersæl brød Sygdoms Lænke,
der mægtede til Brudgom Brud igjen
og Moderen til nyfødt Barn at skjænke,
Han hviler der! Uprydet er hans Grav;
men aarligt Hver, han frelske, hid skal træde,
see hen med Suk til Mandens brudte Stav
og nævne ham med vemodblandet Glæde.
Tør Løgnen her fræk haane død Mands Mod,
der blussede, naar han stod som Rets Beskjærmer,
da vidne Sandhed: "han var heed, men god!"
Buchhave! Løgnen ei Dit Navn fornærmer.
Gak, Du, der lider Selv! gak hen til Mandens Støv,
der leed før Du, der her før Du fandt Lindring!
hør, om Din piinte Sjel er ei af Smerte døv,
den Røst, der leve skal i Din Erindring:
"som kjølig Aften vil
selv efter længste Dag den trætte Vandrer qvæge,
skal engang Graven lukkes til,
og Fred den syge Hjerte læge!"
Fra Ormen til Seraphen Adams Slægt
det sjeldnest gives, Liv med Lyst at nyde.
Som Barn Han græder under Tvangens Vægt,
Han, der som mand end værre Tvang skal lyde.
Dog mindes vi vor Barndomsvaar med Qval;
den nød vi, den forsvandt, den vender ei tilbage.
Vor Nutid nydes ei, den ordnes skal;
vi skjælve, see vi hen til Fremtids Dage.
Her ingen varig Fryd os Himlen skjænke kan;
om rolig Død vor første Bøn da lyde!
Ak! Jorden er kun fremmed Vandrers land,
og hist han først skal Hjemmets Glæder nyde.
Og salig derfor, ene salig Den,
der lukker døende sit Øie!
Bag Gravens Nat han aabner det igjen;
men blidt er Alt, og fjernet er hans Møie.
Du, som blev givet for at savnes!
Dit Støv Du fro til Jorden gav,
og hist Din Aand af Saligheder favnes.
Du var saa god! saa ganske Den, Du var!
Dig Last var Skræk og Dyd en Vinding!
Som Ven og Lærer Egekrands Du har,
som Digter Laurbærløv omkring Din Tingding!
Til senest Old for Danmarks yngre Skjald
Din rosenklædte Høi den Tilflugt være,
hvor, langt fra Daarens Klap, med Held han skal
bespeide Kunstens Krav og Kunstens Ære.
Men end en Digters Grav! — Her slumrer Du,
Kun til at fremme Held stod fast Dit Hu;
og Dydens Ven Dit Støv med Taarer væde!
Paa Festens Dag i Templet henryktglad
vor Andagt ved Din Sang den Eviggode hylder.
I huuslig Stilhed tidt Dit trøsterige Qvad
den Eensomtbedende med Haab og Tillid fylder.
En Yngling ved Din Fabels Stjerne skal
Erfarings Traad paa vildsom Korsvei finde.
Ei, da med os Du vandrede, vor Skjald!
Du selv har ønsket Dig et bedre Minde.
Naar efter mange Dage Søn ei meer
skal Eders Navn, I Hedenfarne! bære,
for dydkjer Mand, der Danmarks Aarbog seer,
hvert Spor af Eder dog skal helligt være.
Rørt skuer han det Sted, hvor eengang Samsøe stod,
hvor Storm i Granens Ly har ønsket Hjem at bygge,
hvor tidt i kjere Kreds ved løvrig Poppels Fod
Du, Jetta! trylledes ved Sommernattens Skygge.
Og her han søger med ærbodig Haand
det Støv, der kun af Eder er tilbage,
med frelste Mødre signer Sartorphs Aand
og med Naturens Ven for Aasheim høres klage.
Med fyrig Søn, sin Alders Haab og Trøst,
ved stille Nat han hid til disse Grave træder.
Det gyser helligt gjennem unge Bryst
ved Sagnet om de Hedenfarnes Hæder.
Da, Hornemann! her ved Din Grav han staaer
og siger: "Søn! der slumrer Viisdoms Dyrker!
Naar efter Sandheds Lys Du træt og modløs gaaer,
hans Navn til Mandemod Dig styrker.
Ved natlig Lampe lønnedes hans Flid,
naar Tankens Miner han, som Bjergmand Guldet, søgte.
Og dog han bar hver Oldings Griller blid,
og dog som Yngling han med Unge spøgte.
Ham lig den Vise stedse hædret er,
og selv i Graven Børn som Mænd ham signe.
Søn! prøv med ham at føle Viisdoms Værd!
og Lønnen, Brødres Bifald, hans skal ligne."
Dog, straaler end ei den Bortganges Ry,
og skal ei Landets Graad for ham, den Tabte, rinde,
den brudte Kredses Sorg i Gravcypressens Ly
dog vidner høit: at ogsaa han har Minde.
Held Ham, døer han end arm, Ham, ved hvis Savn
een ædel, een vemodig Taare flyder!
Held ham, har Verden end ei hørt hans Navn,
hvis Gravhøi Een, en Ven, med Blomster pryder!
Ja, Venskab! under dine Vingers Ly
gjenfødes Trøst, og Taal, og Haab om bedre Dage.
Du svæver over os, og Vinterstorme flye,
og blide Vinde os til Ønskets Havn ledsage.
Dig signer Den, hvem Skjebnen sender Held,
naar Medgangs Smiil omstraaler glade Kinder,
og Vennen fro, som ved sit eget Vel,
om Glædens Bæger Rosenløvet vinder.
Dig signer Den, hvem Skjebnen sørge bød,
naar Modgangs Mulm omtaager raadvild Pande,
og Vennen sorgfuld, som ved egen Nød,
i Smertens Kald vil Trøstens Honning blande.
Men han, hvis Øie stirrer hen
og gjennem Graven gaaer til Dødningnattens Ende:
Han, der seer glad, at Støv skal vorde Støv igjen
og Liv ei meer tilbagevende:
Han ene ret det held at signe ved,
der i din Haand selv Dødens Stund forsøder,
du Jordens Lyst! du Himlens Salighed!
der lukker her hvor Grav og hist os møder!
Hvi kjøler Vinden nu den lune Nat?
hvi qviddrer Fuglen bag halvlyse Grene?
hvi daler Maanen bleeg og mat?
hvi rødmer Duggen hist paa Mindestene?
O det er Morgenvinde, der reiser sig
og vækker Rosen paa de Dødes Høie.
Du, Dagens skjønne Forbud! det er dig,
der rødmer hist og aabner Fuglens Øie.
Saa kort, men dog saa venlig var den Ro,
mit Hjerte, blide Nat! nød her i dine Skygger.
Og stadigt i mit Bryst jeg gjemmer tro
den Drøm — o nei! det Haab, som du for mig betrygger.
Dig lig den sidste Nat er rolig, kort og sød;
med evigt Foraars Glands det snart og venligt dages.
Saa værer hilsede, du Grav! du Død!
af Barnet ei i Moderskjødet klages.
Det var Din Tro, Du mand, som hviler her!
og Ingen Dig i Døden saae at blegne.
Ukjendt med Angers Nag var Dig dens Komme kjer;
og, da Dit Øie brast, Du vari Lysets Egne.
Min Riber! Ven! Her jordede de Dig,
her dækkedes med Støv det før saa varme Hjerte,
der hævede med Tak til Himlen sig,
naar du saae Brødres Trøst bortsmile Brødres Smerte:
der bankede med Uro mod Din Barm,
naar Løgnen sneeg sig frem for Sandheds Børn at fælde:
der tæredes af grum, men ædel Harm,
naar Yngling sank i Kamp for Lasters Vælde:
det Hjerte, der, ubøieligt til Svig,
med Glædens ædle Rødme Kindet malde,
naar i Dit store Kald, en Sanct Johannes lig,
om Christus, Din og Jordens Ven, Du talde:
ei længer det saa varme Hjerte slaaer
for Broderheld og Broderglæder!
Han faldt i kraftfuld Manddoms Aar;
thi græd, hver Dydens Ven! I Blide! græder!
Men Nattens sidste Skygger flygte hen,
selv fjernest Grav som nærmeste jeg skuer.
De lukte Blomster aabne sig igjen
og vaagnende see did mod Østens Purpurluer.
En hvidlig Taage trindom Hylden her
snart let og spøgende, snart kummerlangsomt svæver.
Ak! bliv i livlig Vaar en Yngling jordet der,
hvis Aand ved Vaarens Liv sig nu fra Graven hæver?
Sov, Yngling! sov i Fred! Vel er Naturen skjøn;
og Lærken slaaer så sødt; og Blomst, og Kilde smile;
men her er Prøve, hist er Løn,
her mødig Vandring, hist alqvægsom Hvile!
Synk hen i stille Tungsind! Sværm, min Sjel!
Velsign det Tegn, der dig om Liv i Død er givet!
Gud saae sin Skabning først og fandt den dannet vel,
da Morgenrøden stod, et Billede paa Livet.
Ei er det Liv, der nydes her,
hvor Veien til en Grav i Kummer vi betræde.
Nej! over Himlene, der, ene der
vi hilse Liv, og Lys, og Glæde.
Saa ton kun, Længsel! i min Sang,
naar Lyrens Stræng om Evighed jeg rører!
O! mangen Lidende forstaaer dens Klang
og smilende den hører:
Jeg færdes paa Jorden endnu,
jeg er kun en Fremmed i Støvet.
Til Himlene stunder vemodigt mit Hu,
did stirrer jeg ofte bedrøvet.
Da væder en Taare de blegnende Kinder;
men Stjernerne hviske saa blidt til mig ned:
"see! her er Dit Fædreland! her er Din Fred!"
og Taaren ei længere rinder.
Elsk, Sjel! kun det Hjem, du forlod,
hvis Minde dig dunkelt omsvæver!
Fuldend dog din trættende Valfart med Mod!
den snart til de Kjere dig hæver.
Ei flygtede du, men adlød kun den Fader,
som adler ved Kummer til renere Lyst;
og ei det ham sønligen elskende Bryst
i Døden hans Øie forlader.
Den altid gjensmilende Vaar,
hver Morgen, hvis Komme dig fryder,
hvert Frø, der af Jorden til Livet opstaaer,
hver Knop, der i Blomster udbryder,
Alt lover dig huldt: at og du skal opvækkes.
Hvad er vel mod dig selv det skjønneste Løv?
Og fryd dig! det er kun den fængslende Støv,
der eengang af Gravene dækkes!
Hver Dagning, som rykker dig frem,
forøge din barnlige Længsel!
Den anende Drøm om et ædlere Hjem
er Frihedens Pant i dit Fængsel.
Som Fuglen, naar Buret sig venligt oplader,
mod Himlen heniler med jublende Lyd,
du gaaer da i Døden med Jubel og Fryd
til den dig gjenfavnende Fader.
Nu bryder Solen frem;
den vækker Luft, og Jord, og Kraft, og Glæder.
Selv i de Dødes tause Hjem
med muntert Haab om Liv hver Grav den klæder.
Her Fuglen vaagnede ved Morgenrøden fro,
her Natten veeg, og her nu Dagen stiger.
Saa vækkes De, der Gravene beboe,
saa Dødens Nat for Livets Dagning viger.
Og Held da Hver, hvem Graven skjænker Fred!
Han vaagner ei, for meer at bløde;
han vaagner, for med Fryd at skue hvi han leed.
Held Eder! Held, I lykkelige Døde!