Til Glæde! til glæde!
Den fylder hver levende Barm.
Og hvi skal da Mennesket Græde,
selv Skyld i den nagende Harm?
Mod Maalet du gavnlig henile,
med Taalmod fuldende din Daad!
Og Aft’nen skal trøstende smile,
skjøndt Morgenen kaldte til Graad.
O Brødre! saa kommer,
saa rækker som Glade mig Haand!
Snart nærmer sig flygtige Sommer,
snart kuer os Vinterens Baand.
Vi nytte hver Stund af de Dage,
Gud gav os til Arbeid og Lyst,
og skue saa rolig tilbage,
end signende Vaaren i Høst.
Saa dandser! saa dandser!
saa jubler i vildene Sky!
Nu Glædernes Rose dig krandser;
i morgen til Dagværk du tye!
O salig hver den, som tør skjænke
en Time til Spøg eller Daad!
Hans Pligt har ei Aag eller Lænke,
hans Kummer ei Piil eller Braad.
Til Gammen! til Gammen!
End tryller os Frihedens Vaar,
end ile vi Brødre tilsammen,
end Sorgen ei bleger vort Haar.
Naar Venner fra Venner bortvandre,
og søge, men finde dem ei,
fro mindes de da med hverandre,
vi gik den nusmilende Vei!