O Tak, min Gud, min gode Fader!
Jeg Dagen har igien,
Og munter jeg min Seng forlader,
Nu Søvnen svinder hen.
Ja bort, du Søvn! som du bortskyder
Dugtaagen paa Guds Jord,
Nu Solen blid og klar frembryder,
Forsvinde Duggens Spor.
Om Natten Qvægesaft den gyder
I Straaet mild og huld,
Og søde Lædskedrik nedflyder
I stakkels tørre Muld.
Men rødme atter Østens Kinder,
O da maa Duggen flye;
Den perlende af Græsset rinder,
Og skiuler sig saa bly.
Saa, blide Søvn, vort Sind du qvæger,
Naar mørke Nat det er;
Du alle vore Sorger læger
Og alle har dig kier.
Og naar os søde Ro du giver
I silkebløde Arm,
Ny Kraft vor matte Siel opliver
Ny Fyrighed vor Barm.
Men naar det stolte Lys oprinder,
Og Dagen bryder ud
Bluferdig du, o Søvn! forsvinder
Ved Lysets Kongebud.
Far’vel da, Nattens Trøsterinde;
Nu kalde Sysler mig.
I Aften jeg dig vist skal finde,
Naar træt jeg søger dig.