„Skal jeg flyve til en anden Egn, hvor ingen „Rovfugl truer mit Liv?“ spurgte den unge Due; „eller skal jeg i vort Dueslag undgaae Sværmen, „hvor hver Durik kurrer om mine Øines Almagt, „om min runde Barm og om det bevægelige Purpur „paa min skiinnende Hals?“
„Bliv her, min Unge,“ sagde den gamle Due; „og flyv kun frimodigen trindt om dit Fædrene-Dueslag, flyv did, hvor nyttige Sysler og sømmelige „Glæder kalde dig. Du finder ingen Egn uden Rovfugle eller kurrende Durikker: stræb ved Uskyldighed „at blødgiøre hine, og betragt disse som Bækken, „hvori du vasker dig: den siger dig ogsaa, at du er „smuk, og risler bort uden at føle det.“
„Bliv kun her min Unge,“ blev den Gamle ved, „og søg dig en tro Mage uden ængstligt at lede „efter den: den mindst smigrende, den beskedneste „være dit Valg, og Eendragt og Held skal trives „om din Rede. Der er allevegne godt, hvor Uskyld „beskiermer, og Ømhed giør lykkelig.“