Vandrer du Kong Ødip over Verden vide,
vandrer blind og blændet med Solen ved din Side,
— din Skæbne som din Skygge skal i dit Fodspor glide.
Vandrer du Kong Ødip imod de tavse Skove,
hvor Dagens Solskær slukkes og Nattens Skygger sove —
Flygter du fra Smerten, som gemmes i dit Bryst.
Lider du og længes mod de sorte Vandes Vove,
der evigt, evigt sukker under Lykkelandets Kyst . . . . .
Du vandrer over Mulden, hvis Favn imod dig lukkes
og nægter dig sin Naade. Din Sjæl skal ikke slukkes
til et med Mulmets Mildhed. Dit Maal er uden Mile,
din Længsel uden Hjemsted, din Vandring uden Hvile
Vandrer du Kong Ødip over Verden vide,
vandrer blind og blændet med Solen ved din Side,
din Skæbne som din Skygge skal i dit Fodspor glide.