Der du hviled Fader, Frelser
med et Spydsaar i din Side;
over Gravens friske Grønsvær
drysser Blomsterblade hvide.
Og de gode Hyrder synger,
hvor de store Hjorder græsser.
Vinden sukker saa sørgmodigt
i de susende Cypresser.
Se den vide Verden venter
paa den sande Tro, vi savner,
— paa et Ord af dine Læber
store, milde Verdensfavner.
Blødt og stille drysser Sneen
over Markens øde Flade.
Disse fine, hvide Flige
er som Stjerneblomsters Blade.
Og det tunge Brus af Højtid
i det store Orgels Toner
er som Vindens dybe Sukken
i Cypressens slanke Kroner.
Og de tusind tændte Kærter
er det store Korstogs Bavner;
deres Skær har Smilets Renhed
fra den store Verdensfavner.
Du, der løftede mod Lyset
dem, vi hjærteløst lod falde,
lær os — Fader vor — at elske,
som Du elskede os alle.
Du, der bad for deres Synder,
da de dømte Dig til Døden,
giv os Styrke til at lide
og at tro paa Morgenrøden.
Giv os Verdensfavnerfryden
ved i Ydmyghed at bringe,
hvad vi evner, som et Offer
til de Fattige . . . de Ringe.