Jeg har længtes længe, længe,
jeg har ventet paa min Lykke —
jeg fandt Hvile for min Længsel
i dit Buddahoveds Skygge.
Og min Længsel blev til Længsel
mod den store, stille Hvile,
hvor de standser, disse Timer,
jeg ustandseligt ser ile.
Alle Drømmene, som døde,
de har ogsaa fundet Hvile,
de fandt Fred, da de en Aften
saa dit Buddahoved smile.
Og jeg ser igennem Natten
fra en fjern og uddød Verden
gennem Mørket gaar en Skygge
af dit tavse Buddahoved.
Ja, jeg ser din tyste Skygge
gaa ved Qangesflodens Vande
med et Skær af Buddasmilet
som en Solglans om din Pande.
Mellem Tusind tyste Skygger
ser jeg dig ved Ganges vandre,
svinde ind i Buddasmilet,
finde Hvile — som de andre . . . .