Herligt favre Blomster spire
Under Naalen op;
De mit hvide Atlas zire,
Ranke, som en Æretop.
En Aurikel stolt fremtræder:
O! den skabte jeg
Dog langt meer, end den, mig glæder
Disse smaae Forglemmigei.
Her jeg Midten vil omkrandse
Med Fioler blaa,
Frit, som naar i lette Dandse
Zephyr vifted’ ned derpaa;
Der et Rose-Par skal smile
Frem ved flittig Haand,
Og de mørke Stilke hvile
I et knyttet Lila-Baand.
Gud! hvor lidt er Duggens Draabe,
Mod Dit hele Værk!
Kun den let bedragne Taabe
Tro’r sin egen Evne stærk.
Hvad kan Draabens Billed ligne
Svagt paa Silken her?
Gud! min Afmagts Flid Du signe!
Da er mig min Syssel kiær.
Altid mig Naturen blive
Skiøn og dyrebar!
Og den skulde Kraft mig give,
Om end tung min Skiebne var.
Altid jeg erkiendtlig skue,
Glæde blev min Lod!
Altid varmt mit Hierte lue,
O! thi Glæde blev min Lod.
Louise ****.