Saa venligt du, o Maane, leer
Til mig, som Qvaler dybt nedbøie:
Ak! Taarer seer du i mit Øie;
Ak! Taarer paa min Kind du seer,
Men fordum Kind og Øie smil’de,
Naar ved din Fakkels blege Skin
Min Fryd, mit Haab, min Edmund il’de
Til mig med længselsvinget Trin.
Da saae du Elskovs hede Lyst
Igiennembæve mig, og dræbe
Det Ord, som zitred’ paa min Læbe,
Og qvæle Sukke i mit Bryst,
Naar han i Midnatstimens Stille
Mig favned’ ømt, og svor ved dig,
I Livets fierne Høst at ville
Med samme Ild omarme mig.
“O! evig er hans Kiærlighed;
“Thi naar kan Kiærlighed forsvinde?” —
Den Drøm jeg kielne Elskerinde
I Glædens Ruus henrykk’des ved.
Ak! end fornemmer dette Hierte,
At evigt, evigt elsker man;
Men ogsaa føler det med Smerte,
At Manden Elskov hykle kan.
O. Horrebow.
