Aftensang
(Efter Claudius.)
(Efter Claudius.)
Alt Skoven sig fordunkler,
Den gyldne Stierne funkler
Paa Himlen reen og blid.
Sin Ret Naturen kræver
Og over Engen svæver
Den hvide Damp ved Aftentid.
Hvor roligt Jorden hviler
Bag Nattens Slør og smiler
Saa mild og sommervarm;
Den ligner stillen Kammer,
Hvori al Dagens Jammer
Forglemmes skal i Søvnens Arm.
Betragter Maanens Lue!
Den er kun halv at skue,
Og er dog skiøn og klar;
Som denne hulde Maane,
Er Meget, som vi haane,
Fordi vort Blik ei blev det var.
Vi stolte Adams Slægter
Kun saare lidet mægter,
Og Meget veed vi ei.
Vi efter Skygger jage,
Og mangen Konst opdage,
Og komme længre fra vor Vei.
Gud Fader i det Høie,
Lær mig at skielne nøie
Det Sande fra sit Skin!
Og, mens jeg er i Live,
Lad liig et Barn mig blive!
Skienk mig et fromt enfoldigt Sind!
Og brister saa mit Hierte,
Skienk uden Sorg og Smerte
Den sidste Hvile mig!
Og naar du har den skienket,
Lad Siælen uforkrænket
Opstige fra sin Grav til dig!
Saa kold er Nattens Vove,
Nu vil jeg rolig sove,
Giv mig, o Gud, din Fred!
See naadig til min Slummer,
Og trøst mig i min Kummer,
Og trøst min syge Nabo med!